Teknisk Landsforbund holder lukket i dag fredag den 16. maj.

Stem på din favorit til TL's Fællesskabspris

Så er det nu, du kan stemme på den person, du mener skal vinde TL's Fællesskabspris 2023. Her kan du blive klogere på kandidaterne - og hvordan du afgiver din stemme.

TL Nyt
Af Kasper Schultz Lund

I forbindelse med vores nye pris - TL's Fællesskabspris - har vi modtaget rigtig mange gode indstillinger.

Vores jury har nu udvalgt tre nominerede, som på hver deres måde står ud i mængden.

Nu er det op til jer at bestemme, hvem der skal være årets vinder og samtidig modtage 5.000 kroner til en fællesskabsaktivitet på arbejdspladsen/studiestedet.

Herunder kan du læse mere om de tre nominerede. Vil du afgive en stemme, så tjek din mail, hvor vi har sendt dig et link til afstemningen (man kan kun stemme én gang) pr. medlem.

Irene Louise Kjærgreen, ansat ved Syddansk Høreklinik
I indstillingen lyder det bl.a., at:

"Hun gør et stort stykke arbejde for kolleger i hele landet."

"Hun bidrager aktivt til faglig udvikling og kommer gerne med input til faglig opkvalificering (efteruddannelse) for kollegerne."

"Hun er en af de bærende kræfter og lægger mange frivillige timer i temadage og forskellige møder til glæde og gavn for alle audiologiassistenter i Teknisk Landsforbund."

Kirsten Rathcke Schultz, ansat ved Arwos Service
Om Kirsten siger hendes kolleger blandt andet, at:

"Hun sørger altid for at få kolleger gjort opmærksom på faglige arrangementer og gør rigtig meget for at få alle med."

"Hun har en evne til at samle kolleger - ikke mindst til sociale begivenheder og andre festligheder. Samtidig har hun altid fingeren på pulsen i forhold til, hvad der sker - blandt andet i TL."

"Hun tager kontakt til alle kolleger for at bringe dem ind i fællesskabet, og hun giver aldrig op på nogen."

Annie Backer Christensen, studerende ved Katastrofe- og risikomanageruddannelsen
Om Annie siger hendes medstuderende blandt andet, at:

"Hun bidrager med så meget for at sikre, at nye studerende får en god start. At være introvejleder kræver, at man sætter rigtig meget tid af, og Annie har bidraget mere, end man turde håbe på."

"Hun er der altid for én, og hun er nem at række ud til. Har man brug for hjælp, så får man den fra Annie, som desuden altid er i et godt og festligt humør."

"Hun tager ansvar, og hun har formået både at planlægge aktiviteter, skaffe sponsorater og formulere kontakt med TL. Samtidig har hun gjort sig umage for at lære samtlige nye studerendes navne, give gode råd, dele erfaringer og pep-talks, hvornår end det har været nødvendigt. Annie hjælper altid - uden at forvente noget igen.. Hun er en stor gevinst for uddannelsen og fællesskabet."

Du kan stemme frem til og med torsdag d 2. november. Vinderen bliver kåret på TL’s kongres d. 4.-5. november.