Det er tid til at melde dig til generalforsamlinger i TL: Læs mere her

TL-formand i ny bog: “Giv studerende dagpenge under barsel”

Økonomi skal ikke være en barriere for at få børn, og derfor skal økonomien for studerende, der får børn, være bedre. Det slår Jannik Frank Petersen fast i en ny debatbog, der udkommer i næste uge.

TL Nyt
Af Kasper Schultz Lund

Hvis børn udskydes eller helt fravælges af økonomiske årsager, så har vi et problem.

Men det er et problem, der kan løses. Og en af måderne skal findes i den måde, vi tilbyder økonomisk understøttelse til studerende, der vælger at få børn.

For hvor det i dag kun er muligt at få ekstra SU-klip som nybagt forældre på skolebænken, skal man fremover være dagpengeberettiget - helt på lige fod med personer i arbejde.

Det er budskabet i en ny debatbog, som forbundsformanden for Teknisk Landsforbund, Jannik Frank Petersen, er medforfatter på.

Budskabet kommer på baggrund af en nyligt vedtaget politik, som Teknisk Landsforbund fremover skal arbejde for. Her fremgår det, at målet er at få indført dagpengeretten til studerende, der sætter børn i verden.

Det er en politik, der altså nu foldes ud i bogform.

Bogen, ‘Sådan gør vi det lidt bedre’, indeholder 12 bud på, “hvordan børnefamilier lever og ikke bare overlever”, og bag bogen står en række forfattere, der hver kommer med deres bud. En af dem er folketingsmedlem for Socialdemokratiet, Trine Bramsen, der er hovedforfatter på bogen.

Baggrunden for bogen er et ønske om at skabe fokus på det problem, at alt for mange børnefamilier i dag giver udtryk for, at de er pressede - og stadig flere forældre går ned med stress, mens børnetallet i Danmark er faldende.

Med bogen håber Jannik Frank Petersen, at debatten får nye perspektiver, som kan føre til politisk mod til at handle.

“Det giver ikke mening, at vi gør det sværere end nødvendigt for studerende at få børn. Det skal gerne være sådan, at drømmer man om at stifte familie i studietiden, så er det ladsiggørligt. Det er bedst for os alle,” siger han.

‘Sådan gør vi det lidt bedre’ udkommer i uge 8 på forlaget Grønningen 1.