De seneste måneder har Teknisk Landsforbund arbejdet intensivt på at indsamle krav fra privatansatte medlemmer. Det er sket i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger (OK25).
De mange input er blevet nøje gennemgået af 'privatansattes udvalg' og 'fagpolitisk udvalg' for senere at blive godkendt af hovedbestyrelsen i Teknisk Landsforbund. Og de endelige krav tages nu med til forhandlingsbordet.
"For os har det været afgørende at lytte til så mange medlemmer som muligt. De mange brugbare og konstruktive input fra medlemmerne har givet os et solidt fundament til at forhandle på deres vegne," siger forbundsformand Jannik Frank Petersen.
Løn og inflation udfordrer
I en tid, hvor Danmark oplever mangel på arbejdskraft, har mange medlemmer udtrykt frustration over, at lønningerne ikke følger med inflationen. Det er derfor ingen overraskelse, at kravet om bedre muligheder for lønforhandlinger er blandt de mest presserende ønsker, medlemmerne har fremsat.
"Det er ikke bare et spørgsmål om penge – det handler om balance. Medlemmerne vil have bedre muligheder for at forhandle løn, så deres økonomiske situation bedre afspejler den økonomiske virkelighed," siger Byrial Bjørst, der er faglig sekretær og advokat hos Teknisk Landsforbund.
Fokus på fleksibilitet og familieliv
Samtidig med økonomiske krav har medlemmerne også gjort det klart, at de ønsker en bedre balance mellem arbejde og familieliv. Trods vores rigdom mangler forældre stadig den nødvendige fleksibilitet, når børnene bliver syge. Det fremhæves også, at det er vanskeligt at træde til og hjælpe sine ældre forældre, når behovet opstår, mens at bedsteforældrene ikke kan træde til, når børnebørnene har brug for hjælp. Ønsket om større fleksibilitet i arbejdslivet er derfor også et vigtigt ønske blandt Teknisk Landsforbunds medlemmer.
"Vi lever i et rigt samfund, men der mangler stadig grundlæggende muligheder for fleksibilitet. Det er en udfordring, vi vil bringe til forhandlingsbordet," siger Byrial Bjørst.
Uddannelse som investering
Efteruddannelse og opkvalificering er ikke kun vigtigt for Danmarks konkurrenceevne – det er også centralt for medlemmernes mulighed for at blive længere på arbejdsmarkedet. Uddannelse står derfor også højt på listen over kravene til OK25.
"Uddannelse er nøglen til både individets, virksomheders og samfundets udvikling. Det giver os alle mulighed for at tilpasse os en hurtigt og konstant forandrende arbejdsverden," forklarer uddannelsespolitisk chefkonsulent Birgitte Grum-Schwensen.
Kollektive overenskomster
Med overenskomstdækning som et af de bærende elementer på det danske arbejdsmarked, er det essentielt, at både arbejdsgivere og arbejdstagere værner om denne struktur. Teknisk Landsforbund understreger, at en høj overenskomstdækning ikke kun er en fordel og nødvendighed i dagligdagen.
"Vi skal sikre, at overenskomster fortsat er grundlaget for vores arbejdsmarked, og det kræver vilje og engagement fra begge sider," siger Byrial Bjørst.
Derfor er det også et vigtigt tema i overenskomstforhandlingerne, slår han fast.
Forhandlingerne venter forude
Med medlemmernes krav er Teknisk Landsforbund nu klar til næste fase - selve forhandlingerne. Her skal Teknisk Landsforbund sikre, at medlemmernes stemmer bliver hørt ved forhandlingsbordet. Teknisk Landsforbund vil arbejde målrettet for at opnå de bedst mulige resultater og sikre overenskomster, der afspejler de krav og ønsker, som medlemmerne har lagt vægt på.
Det slår forhandlingschef Anton Kraev Christensen fast.
"Med klare mål og solid opbakning fra vores medlemmer er vi godt rustet til at gå til forhandlingsbordet," siger han.
Overenskomstforhandlingerne vil strække sig over de kommende måneder, og Teknisk Landsforbund vil løbende opdatere medlemmerne om forløbet.