TL indgår forlig med Fujifilm

Der er indgået forlig om en ny overenskomst for medarbejderne hos FUJIFILM. Aftalen løber over tre år og indebærer blandt andet højere fritvalg, mere frihed, forbedrede barselsvilkår og klare regler for tillæg og overarbejde.

Arbejdsliv
Der er indgået et forlig mellem TL og Fujifilm.
Af Sebastian Risbøl Jacobsen

Der er indgået forlig om fornyelse af overenskomsten for medarbejderne hos FUJIFILM Diosynth Biotechnologies Denmark.

Aftalen løber over tre år og indeholder en række forbedringer, der styrker både løn, frihed, barsel og arbejdsvilkår.

"Jeg er efter nogle langstrakte forhandlinger glad for, at vi nu står med en overenskomstfornyelse som indeholder nogle væsentlige forbedringer som stigning på fritvalgskontoen, ekstra barsel og mulighed for at købe ekstra frihed. Men nu er det selvfølgelig op til medlemmerne stemme ja eller nej til overenskomst resultatet," siger Jimmi Eiberg, der er formand i TL Hovedstaden og Bornholm og en del af forhandlingsdelegationen.

Hovedpunkterne i forliget er:

  • 3-årig overenskomst.

  • Stigning i fritvalgskontoen på samlet 3 % over overenskomstperioden.

  • Omlægning af tillæg for arbejde på forskudt tid fra procentvise tillæg til faste kronetillæg, så alle får samme tillæg.

    • Med garanti for, at medarbejdere, som ellers ville opleve en nedgang, bevarer deres nuværende tillæg under hele deres resterende ansættelse på overenskomst hos FUJIFILM.

  • Ret til at købe yderligere 1,5 uges frihed, finansieret via fritvalgskontoen.

  • Gensidigt aftalt overarbejde udløser fremover overarbejdsbetaling.

  • To ugers ekstra barsel, som også omfatter sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer.

  • AMR-vederlag på 7.500 kroner om året med pension og fritvalg.

Aftalen skal nu til afstemning, og resultatet forventes at være på plads i slutningen af februar.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL