TL vil have et nationalt forsøg med 4-dages arbejdsuge

I en kronik i Politiken foreslår Teknisk Landsforbund et nationalt, frivilligt forsøg med 4-dages arbejdsuge. Efter 36 år uden nedsættelse af arbejdstiden er det tid til at undersøge, om vi kan arbejde klogere, styrke trivslen og fastholde produktiviteten med færre timer.

Arbejdsliv
Forbundsformand Jannik Frank Petersen vil have et nationalt forsøg med kortere arbejdstid. Fotograf Mads Joakim Rimer Rasmussen
Af Sebastian Risbøl Jacobsen

Danmark bør igangsætte et nationalt og frivilligt forsøg med en 4-dages arbejdsuge.

Sådan lyder budskabet i en kronik af Teknisk Landsforbunds forbundsformand, Jannik Frank Petersen, som Politiken har bragt i første uge af folketingsvalgkampen.

For debatten om store bededag har det med at skygge for de egentlige fremskridt i arbejdslivet.

Siden 1990 har den generelle arbejdstid ligget fast på 37 timer om ugen. Det nærmer sig den længste periode i 125 år uden en nedsættelse arbejdstiden. I samme periode er BNP pr. indbygger steget markant og teknologien har forandret arbejdslivet radikalt.

I mellemtiden har vi set en voldsom stigning i stresssygemeldinger, der hvert år koster samfundet og danske virksomheder milliarder i tabt produktivitet.

Det skal der tages hånd om, og en kortere arbejdsuge kan være svaret.

Det er der noget, der tyder på, når man ser på private danske virksomheder, der allerede har indført en fire dages arbejdsuge med færre timer til samme løn. Virksomheder som SEF, IIH Nordic, Panzerglass og BO-Vest har taget skridtet og erfaringerne peger på lavere sygefravær, bedre trivsel, lettere rekruttering og uændret – i nogle tilfælde højere – produktivitet.

Det samme billede tegner sig i internationale forsøg, blandt andet i Storbritannien, hvor 60 virksomheder deltog i et større forsøg. Her faldt stressniveauet, medarbejdertilfredsheden steg, og produktiviteten blev fastholdt.

Derfor er det også på tide, at Danmark laver et nationalt forsøg med en kortere arbejdsuge.

En frivillig ordning, hvor virksomheder kan søge om at deltage i et struktureret forsøg med kortere arbejdstid – eksempelvis 32 timer fordelt på fire dage og til samme løn. Forsøget skal ledsages af uafhængig og solid følgeforskning, så vi får et bedre og mere dansk vidensgrundlag.

Debatten om arbejdstid handler ikke om at arbejde mindre for enhver pris. Den handler om produktivitet, trivsel og et arbejdsmarked, der kan holde til fremtiden.

Læs kronikken i Politiken – og følg med her på siden, hvor vi uddyber forslaget om et nationalt forsøg med 4-dages arbejdsuge.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL