OK26 - følg med i de offentlige overenskomstforhandlinger her

Medlemsmøde i Aalborg: Forbundsformand fik input til OK26 fra kommunale TL’ere

Som en del af forberedelserne til de offentlige overenskomstforhandlinger i 2026 besøger Teknisk Landsforbund i disse uger medlemmerne. Senest stop var hos TL-medlemmerne i Aalborg Kommune.

Arbejdsliv
Af Sebastian Risbøl Jacobsen

Indsamlingen af krav til OK26 fortsætter, og senest gik turen til Aalborg Kommune, hvor forbundsformand Jannik Frank Petersen sammen med regionsformand Bettina Brøndum mødtes med kommunalt ansatte TL-medlemmer.

Selvom medlemmerne til daglig arbejder forskellige steder i kommunen, havde de sat dagen af til at samles og tale om deres forventninger og ønsker til de kommende overenskomstforhandlinger.

Et gennemgående tema på mødet var ønsket om mere fleksibilitet i arbejdslivet. Flere medlemmer pegede på, at muligheden for fleksible arbejdstider og løsninger ikke kun bør være forbeholdt forældre med små børn eller seniorer, men også skal kunne gælde andre, der har behov for at prioritere privatlivet i en periode.

Der blev også udtrykt frustration over, at teknikerstillinger i stigende grad bliver besat af akademikere. Medlemmerne oplever, at opgaver, de tidligere selv har løst, i højere grad udføres af akademikere – som samtidig trækker en større del af lønbudgettet.

Formålet med møderne rundt i landet er netop at samle de input, der skal danne grundlag for TL’s krav ved forhandlingsbordet. Og her spiller dialogen med medlemmerne en central rolle:

"Det betyder rigtig meget for mig at komme ud og møde medlemmerne ansigt til ansigt. På den måde får vi også medlemmernes hverdag med helt ind til forhandlingsbordet,” siger forbundsformand Jannik Frank Petersen.

Besøget i Aalborg er en del af den række medlemsmøder, som TL’s politiske ledelse holder frem mod OK26. Sammen med spørgeskemaundersøgelsen er det med til at sikre, at kravene til de kommende forhandlinger hviler på et solidt mandat fra medlemmerne.

Næste stop er Københavns Kommune.

Hvis du har lyst til at få besøg af TL på din arbejdsplads og få en snak om OK26, kan du kontakte din nærmeste regionsformand eller skrive til ok26@tl.dk.