Springet fra at være studerende til at være jobsøgende kan for de fleste være lidt overvældende. Mathias Hansen føler, at han fik god hjælp af TL i de første måneder som nyuddannet og uden job på hånden.
”TL har for mig været et meget imødekommende og trygt sted at lande, når man direkte efter skolebænken bliver skudt ud på arbejdsmarkedet.”
”Jeg ringede til TL på dagen, hvor jeg blev færdig, og blev guidet til, hvad jeg skulle gøre over telefonen, så jeg fik styr på, hvordan jeg melder mig ledig og fik info om regler og dagpengesatser."
Mathias Hansen bookede en samtale i TL, hvor han bl.a. blev introduceret til regler for dagpenge, jobsøgning og TL’s jobportal. Siden fulgte en række samtaler med TL’s jobvejledere.
”Jeg følte mig set, både professionelt og som menneske. Til hver samtale fik jeg tilbudt vand og bolsjer og blev spurgt om, hvordan jeg havde det, inden vi dykkede ned i jobsøgningsprocessen. Det skabte altid et behageligt rum, hvor jeg følte mig tryg og kunne dele nogle af de frustrationer, man jo får, når ens ansøgning afvises.”
”Jeg oplevede, at TL’s vejledere havde kendskab til min branche og fag. Bl.a. fik jeg hjælp til at strukturere min ansøgning og CV, og til at fremhæve de egenskaber, der skaber mest muligt blikfang over for virksomhederne i min branche. Jeg tror hurtigt, der kunne være gået mere end tre måneder, hvis ikke jeg havde fået så meget hjælp til at gøre mit materiale knivskarpt.”
Efter et par måneder med jobsøgning landede Mathias Hansen sit første job.
”Da jeg havde fået mit jobtilbud, læste TL’s specialister min kontrakt igennem. Jeg fik pejlemærker på, hvad jeg skal være opmærksom på, og det er noget, jeg klart vil benytte mig af fremadrettet. For mig handler det lige nu først og fremmest om at komme ud på arbejdsmarkedet."