Når tusindvis om lidt skal vælge, hvilken uddannelse der skal danne rammen for deres liv i de kommende år, vil mange formentlig have kriterier som gode jobmuligheder, høj faglighed og et spændende arbejdsliv højt prioriteret.
Heldigvis er der mange gode bud på uddannelser, der kan imødekomme det. Men desværre er en stribe af dem ganske overset. Og det er brandærgerligt, når vi ved, at netop de uddannelser rummer kvaliteter, som mange uddannelsessøgende har i kikkerten.
Det er de teknologiske erhvervsakademiuddannelserne, jeg tænker på. Eksempelvis energiteknologuddannelsen, som vinderen af Årets Erhvervsakademipraktik er en glimrende ambassadør for.
Mange af os genkender formentlig, at det var andres erfaringer og historier, der førte os til en bestemt uddannelse. Derfor er det netop, historier som Jonas’, vi har brug for, hvis vi skal få flere øjne på de fantastiske, men oversete uddannelser.
Potentialet er der i hvert fald. Der er ledige pladser, som skal fyldes ud. Og her spiller vi hver i sær en vigtig rolle. Vi skal gøre vores for at fortælle vidt og bredt om erhversakademiuddannelserne og sprede historien om værdien af det arbejde, man kommer til at udføre.
Vi skal, kort sagt, stå sammen om at få flere til at opdage de teknologiske uddannelser på erhvervsakademierne. Vi har brug for dem på arbejdsmarkedet, og de har brug for os om lidt, når de skal vælge.