Er du nyuddannet? Klik her - for ret til dagpenge, rådgivning og meget mere

Forbundsformand: Fagligt engagement starter også i teltlejren

Ankersminde Festival er en festival for fagligt og politisk aktive unge inden for arbejderbevægelsen. TL's forbundsformand opfordrer alle med interesse for fagpolitik og samfund til at tage med.

Kultur
Af Sebastian Risbøl Jacobsen

Roskilde Festival, Tinderbox, Smukfest, Heartland og mange, mange flere. Festivalsæsonen er for alvor i gang.

Og hvis du er politisk interesseret ung i arbejderbevægelsen, så er der også et tilbud målrettet dig.

Unge med interesse for politik, fagbevægelse og samfund kan nemlig tage med på Ankersminde Festival, som TL Ungdom står bag med en række andre ungdomsorganisationer.

Forbundsformand i Teknisk Landsforbund Jannik Frank Petersen håber, at mange unge vil gribe muligheden.

“Det er skønt, at der midt i festivalsæsonen også findes et tilbud til unge, der interesserer sig for politik, men som stadig gerne vil have fællesskabet, festivalstemningen og venskaberne for livet,” siger Jannik Frank Petersen.

På Ankersmindefestivalen venter fem dage med debatter, workshops, gæsteoplæg, fodboldturnering, flunkyball-mesterskab, arbejdersangaften, koncerter og masser af tid til at møde andre unge med samme engagement.

“Fagpolitik handler i bund og grund om, hvordan vi skaber et bedre arbejdsliv og et stærkere fællesskab. Derfor er det vigtigt, at unge får mulighed for at diskutere de spørgsmål sammen på en måde, hvor der er plads til både alvor, grin og fest,” siger Jannik Frank Petersen.

Langt fra mødelokalerne

Festivalen foregår i ægte festivalstil med overnatning i telt på campområdet. Det er også muligt at vælge en “get a tent”-billet, hvor telt, madras og campingstol står klar ved ankomst. Derudover kan man tage en ven med på særlig billet, og der er også mulighed for at melde sig som frivillig.

Ankersmindefestivalen arrangeres af TL Ungdom sammen med en række andre ungdomsorganisationer, blandt andre FH Ungdom, Metal Ungdom, 3F Ungdom, Fødevareforbundet NNF Ungdom, Blik og Rør Ungdom, HK Ungdom og DSU.

“Jeg vil klart opfordre unge i TL – og alle andre unge, der er nysgerrige på politik og fællesskab – til at tage med. Ankersmindefestivalen er en stærk påmindelse om, at demokrati og fagligt engagement ikke kun foregår i mødelokaler,” siger Jannik Frank Petersen.

Ankersmindefestival 2026 finder sted fra 22. til 26. juli på Ankersminde Kursuscenter, Gadsbøllevej 100, 5492 Vissenbjerg.

Tilmeldingsfristen er onsdag 15. juli kl. 18.00.

Læs mere og tilmeld dig Ankersmindefestival 2026 her.