Læserbrevet er første gang bragt den 24. oktober 2026 i mediet Avisen Danmark af:
- Signe Færch, forkvinde, Dansk Socialrådgiverforening.
- Morten Refskov, formand, overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening og formand for lærernes a-kasse, LAKA.
- Lis Munk, forkvinde, Jordemoderforeningen.
- Martina Jürs, forkvinde, Danske Bioanalytikere.
- Jannik Frank Petersen, formand, Teknisk Landsforbund.
- Kathrine Marie Erenskjold, forperson, Radiograf Rådet.
- Mia Dahl Jensen, forperson, Ergoterapeutforeningen.
- Jeanette Præstegaard, formand, Danske Fysioterapeuter.
Danmark har et dagpengesystem, der virker. Når beskæftigelsen er høj og ledigheden lav, betaler mange ind, mens relativt få har brug for dagpenge.
Sådan skal en kollektiv forsikring fungere. Man bidrager, når man er i arbejde, og er sikret, hvis man mister det.
På den baggrund er det svært at forstå regeringens finanslovsforslag. Det løser ikke et problem i dagpengesystemet. Til gengæld risikerer det at skabe et nyt ved at gøre medlemskab af en a-kasse mindre attraktivt for unge.
Regeringen foreslår, at en afsluttet uddannelse ikke længere i sig selv skal kunne give adgang til dimittenddagpenge. Fremover skal dimittender som udgangspunkt have arbejdet gennemsnitligt fire timer om ugen i 18 af uddannelsens sidste 24 måneder.
Det lyder måske teknisk. Men konsekvensen er ret enkel. Nogle nyuddannede vil miste retten til dagpenge.
Forslaget kommer oven i en række tidligere forringelser, hvor dimittenders dagpengeperiode er blevet forkortet, ydelsen sat ned og adgangen begrænset.
Regeringen fremstiller det nye krav som et incitament til at få flere studerende i arbejde. Men et studie er allerede en fuldtidsbeskæftigelse. På nogle uddannelser er der rigtig nok få skemalagte undervisningstimer, mens der på mange professions- og erhvervsakademiuddannelser derimod er både mange undervisningstimer, mødepligt og lange, krævende praktikforløb, hvor de studerende reelt arbejder på fuld tid.
Det er ikke alle, der uden videre kan klemme et studiejob ind ved siden af. Dermed risikerer vi, at studerende bliver straffet for at bruge deres tid på det, vi har bedt dem om: Nemlig at gennemføre deres uddannelse og blive dygtige til deres fag.
Men forslaget kan få en endnu mere vidtrækkende konsekvens. Det kan svække de unges opbakning til hele dagpengesystemet og den ellers så højt besungne flexicuritymodel.
Hvis man allerede undervejs i sin uddannelse kan se, at man ikke kommer til at opfylde beskæftigelseskravet, hvorfor skulle man så melde sig ind i en a-kasse? Og hvis man først kommer i arbejde i en branche med høj jobsikkerhed, hvorfor skulle man så gøre det senere?
En forsikringsordning fungerer kun, hvis man kan se meningen med at være medlem, før man får brug for den. Derfor er det kortsigtet at indføre regler, der kan få unge til at vælge a-kassen fra.
Et billigere a-kassemedlemskab ændrer altså ikke på, at adgangen til dagpenge bliver markant forringet. Det afgørende er, at forskellige faggrupper bruger dagpengesystemet på forskellige tidspunkter i arbejdslivet. Mange professionsuddannede oplever netop ledighed i overgangen fra uddannelse til det første job.
Flere bliver færdige kort før sommerferien og bliver først ansat efter ferien. Til gengæld har mange lav ledighed gennem resten af arbejdslivet.
Andre faggrupper oplever i højere grad ledighed senere i karrieren, fordi deres brancher er påvirket af konjunkturer eller sæsonudsving.
Dagpengesystemet skal kunne rumme begge dele. Dem, der har brug for hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet, og dem, der mister arbejdet efter mange år.
Netop det er styrken ved vores danske system. Vi bruger det ikke alle sammen samtidig eller på samme måde. Men vi bidrager til den samme tryghed.
Den tryghed er en forudsætning for det fleksible arbejdsmarked, som både arbejdsgivere og politikere fremhæver som en dansk styrke. Regeringen kan ikke med den ene hånd hylde og styrke den danske model og med den anden forringe det sikkerhedsnet, modellen hviler på.
Vi har et velfungerende dagpengesystem, som vi skal værne om. Ikke svække ved endnu en gang at sende regningen videre til de unge.