En Dagmar-tærte fra det ydre rum
Af Johnny Pilgård
Steven Spielbergs Disclosure Day er lidt som en Dagmartærte fra den gode bager. Man ved nogenlunde, hvad man går ind til, men håber alligevel på, at der gemmer sig noget ekstra mellem lagene.
Filmens opskrift lyder lovende. Vejrværten Margaret (Emily Blunt) begynder pludselig at tale et ukendt fremmedsprog midt i sin femdøgnsprognose, hvilket får den hemmelige regeringsorganisation Wardex til at iværksætte en menneskejagt. På sin flugt møder hun Daniel (Josh O’Connor), en tidligere Wardex-medarbejder med kompromitterende videomateriale i bagagen. Samtidig lurer en af filmmediets store førsteelskere, Colin Firth, i kulissen – denne gang som en skruppelløs regeringsagent, der gør alt for at holde sandheden skjult.
Som en erfaren konditor vender Spielberg tilbage til sit UFO-univers og bager en film, der tydeligt ligger i slipstrømmen på Nærkontakt af tredje grad, med et drys Minority Report hen over toppen.
Først skal vi naturligvis smage på selve wienerdejen. Den udgør filmens fundament, og her viser Spielberg stadig, hvorfor han er blandt de største bagemestre i branchen. Lagene er rullet med imponerende præcision, og håndværket kan ikke benægtes. Hvert visuelt element sidder, hvor det skal, og den tekniske kunnen giver filmen en sprødhed, som kun ganske få instruktører kan levere.
Oven på den velbagte wienerdej finder vi den hvide glasur. Her ligger mange af filmens største fornøjelser. Første halvdel føles som klassisk Spielberg i topform med et stærkt og velkendt setup.
Men selv den bedste Dagmartærte kan have lidt for meget af den mørke glasur.
Disclosure Day strækker sig over to en halv time, og selvom lange film efterhånden er blevet standardopskriften i Hollywood, kræver det stadig, at publikum holdes fanget hele vejen. Om det skyldtes, at min biografledsager bad mig dæmpe popcorn-indtaget, eller om filmen ganske enkelt mister lidt af sit momentum undervejs, skal jeg ikke kunne sige. Men energien daler en smule i anden halvdel.
De få actionsekvenser mangler også lidt fyld i cremen. De virker overraskende flade, og Wardex-agenternes beslutninger er til tider så tvivlsomme, at man kommer til at knuge sprøjteposen en anelse hårdere. Det er en smule komisk, når filmen netop kredser om intelligent liv.
Og så er der den mørke glasurs mest bitre eftersmag: CGI’en. Spielberg skal stadig roses for det samlede visuelle udtryk, men enkelte effekter ser desværre mere halvbagte end nybagte ud. Det trækker opmærksomheden væk fra fortællingen på tidspunkter, hvor man helst bare vil nyde kagen.
Disclosure Day har modtaget betydelig ros fra anmeldere verden over, og jeg burde måske holde mig til mit primære erhverv frem for at lege filmkritiker. Alligevel kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om begejstringen havde været helt den samme, hvis der ikke stod “Directed by Steven Spielberg” på plakaten.
Men selv med lidt for meget mørk glasur hist og her er det stadig en Dagmartærte bagt af en mester. Og en Dagmartærte fra en mester smager trods alt bedre end de fleste alternativer.