Er du nyuddannet? Klik her - for ret til dagpenge, rådgivning og meget mere

Fra grundhjelme til lysende hatte

Hvordan får man en gallakjole til at lyse som Askepots, eller et smykkeskrin til at gløde, når låget åbnes? Det var blandt de spørgsmål, deltagerne kastede sig over, da TL og Dansk Scenekunst samlede skræddere, maskører, teatermalere og rekvisitører til uddannelsesdage på Aarhus Teater.

Kultur
Foto: Jimmi Eiberg.
Af Ditte Damsgaard

En hat med indbyggede LED-lys. En maske, der blinker. Airbrush, hatte, hjelme.

Mulighederne var mange, da 50 teaterfolk fra hele landet mødtes på Aarhus Teater til årets uddannelsesdage 8.-9. juni. Over to dage blev der nørdet materialer, teknikker og kreative løsninger på tværs af faggrupper, mens deltagerne hentede ny inspiration med hjem til værksteder og scener.

Målet var ikke kun at lære nyt, men også at styrke det faglige fællesskab i en branche, hvor håndværk, teknologi og kreativitet går hånd i hånd.

Dørene var knapt åbnet til Aarhus Teater, før det summede af forventning, og snakken gik på kryds og tværs, og den oplevelse varede ved begge dage, siger TL’s næstformand Jimmi Eiberg.

”Der har længe været et ønske fra TLs medlemmer i branchen om mere efter- og videreuddannelse, som er på faste dage og er sat i system, da det ofte er svært for vores medlemmer at få det til at passe ind pga. skiftende arbejdstidspunkter. Derfor har vi som et forsøgsprojekt som en del af vores overenskomst med Dansk Scenekunst aftalt uddannelsesdagene, således at flest mulige har mulighed for at deltage.”

Er det noget, I vil gentage?

”Ja, det er meningen, at uddannelsesdagene skal køre som et forsøgsprojekt i de næste 3 år, hvorefter TL gerne vil have dem permanentgjorte.

Et familietræf

For forperson for netværket Teater- og Museumsbranchen i TL Pernille Rosa Thomsen blev det tydeligt, at uddannelsesdagene er vigtige i både et netværks- og opkvalificeringsperspektiv.

"En del af branchen er autodidakt, og mange har skiftet spor undervejs.  Nogle arbejder på store teatre, og der er stor forskel på, hvad vi arbejder med.” 

På uddannelsesdagene har der både været teatermaling, patinering, airbrush, hovedbeklædning og meget mere.

"Hvis man som rekvisitør har været vant til at konstruere sine egne rekvisitter, er det vigtig viden og kendskab til materialer, som man ikke nødvendigvis får på et teater."

Pernille Rosa Thomsen havde en fornemmelse af at være til familietræf, griner hun.

"Vi har en meget fælles forståelse, når vi snakker om vores fag. Det kan være svært at få den samme fornemmelse med folk i andre brancher. At kunne snakke og forstå ting i fællesskab har en stor betydning. Vi finder hinanden og snakker på kryds og tværs om arbejdet på teatret. Selvom man er freelance, færdes man ofte på bestemte teatre, og det er en kæmpe gave at erfaringsudveksle. Når vi er så få, er det vigtigt med et netværk, også når det kommer til rettigheder og vilkår, og om andre oplever de ting, man selv oplever." 

Selvom uddannelsesdagene føltes som et familietræf, er nye medlemmer velkomne i fællesskabet, understreger hun. 

"Det føles lidt som at komme til en kæmpe familiefest, hvor man møder grandkusiner, man ikke vidste, man havde. Vi er gode til at tage hånd om hinanden og er sikre på, at alle føler sig velkomne i fællesskabet. Vi havde elever med, som også var glade og havde fået meget ud af det."

Kurserne var:

  • Airbrush, hvor deltagerne fik en grundlæggende og praktisk forståelse for airbrush som professionelt arbejdsredskab
  • Teatermaler, hvor deltagerne prøvede kræfter med basale teatermaleteknikker og fik et indblik i, hvilke værktøjer og materialer en teatermaler benytter sig af i processen med kulissemaling.
  • Patinering, hvor deltagerne fik: en introduktion til de forskellige måder at patinere forskellige genstande til teateret og blev introduceret for forskellige materialer.
  • Hatte hjelm konstruktion, hvor deltagerne fik forståelse af konstruktionsprincippet i mønsteret og at fremstille en grundhjelm
  • Lys i dims, hvor deltagerne fik inspiration til hvordan man kan putte lys i rekvisitter eller mindre scenografidele

Læs mere om uddannelsesdagene her.