Søren er kandidat i pædagogisk psykologi og uddannet bager. Det er ham, der bager alt brød og bagværk, der langes over disken i Den Bette. Råvarerne er i videst muligt lokale og nøje udvalgt af Ida, der også har lagt stor energi i inventaret, som er købt brugt.
”Det går over al forventning med både omsætning og arbejdsglæde. Vores kunder får en service og kvalitet, som jeg står inde for. Jeg har ingen transporttid til og fra job, og børnene kan komme her i cafeen efter skole.”
Lokalt og langsomt
Nærhed er et nøgleord for Ida. De bor tæt på børnenes skole. Kunderne i Den Bette er primært lokale, og mange af dem er stamkunder.
Produkterne i kaffebaren er også i videst muligt omfang lokale.
”Jeg er meget inspireret af, hvad jeg lærte på produktionsteknologuddannelsen om blandt andet klimabelastningen ved transport over lange afstande og om lagerstyring. Vores lokale er kun 34 kvadratmeter, så vi har stort fokus på at minimere lagerpladsen, og på at optimere ekspeditionerne, da vi har valgt at servere ved bordene.”
Hun har ingen ambition om at udvide med flere cafeer, men der er ansat et par medarbejdere, så der er flere på arbejde samtidig, når der er travlt. Det er vigtigt for Ida, at stedet forbliver småt og med god tid:
”Vores mål var, at vi begge kunne leve af butikken og være vores egen chef samtidig med masser af tid med vores børn. De dyrker meget sport, og vi nyder at kunne tage til stranden med dem og surfe eller være kulturelle.”
Ro indeni
Idas vej mod egen café- og bager-virksomhed går helt tilbage i gymnasietiden, hvor hun arbejdede hos en bager. Derefter tog hun en uddannelse som skiltemaler, fordi hun gerne ville noget kreativt uden at vide præcist hvad, og med diverse caféjobs ved siden af. Så blev hun bestyrer af et Emmery-bageri, og erfaringerne derfra med at drive forretning og have personaleansvar førte til beslutningen om at blive produktionsteknolog. Alvorlig stress i et efterfølgende job i et kaffe-eventfirma fik hende til at vælge friheden som sin egen chef.
”Selvom det økonomisk er en satsning, så har jeg mindre stress end før, og den uro jeg altid har haft indeni er helt forsvundet, fordi jeg nu er landet på min rette hylde.”