Hvorfor er det så svært at tale om løn?

Vi danskere er ikke vilde med at tale om løn. Men hvorfor har vi det sådan? Vi har spurgt en arbejds- og organisationspsykolog.

Arbejdsliv
Illustration: Thomas Thorhauge
Af Ulrik Norup Jørgensen

Løn er på ingen måder det oplagte samtaleemne ved frokostbordet i kantinen. Faktisk det modsatte. Et tabu. Men hvorfor egentlig det? Hvorfor er det så svært at tale om sin egen og andres løn? Vi har spurgt arbejds- og organisationspsykolog på Aalborg Universitet Einar Baldvin Baldursson, og hans forklaring er, at ingen i Danmark grundlæggende ønsker at skille sig ud fra fællesskabet.

”Danskerne er ualmindeligt kollektivt anlagt med en høj grad af tillid. Du finder ikke meget selvoptagne mennesker i Danmark. Det er ikke en selvfølgelighed, men noget man har vundet gennem en social udvikling og en stædig kamp for at opbygge velfærdssamfundet gennem mange år. Vi har mere velstand, end vi kan tælle i penge. Vi har mere tryghed. Du skal ikke tænke på dine børns uddannelse, eller hvornår du bliver syg eller gammel. Hver krone går ind i et trygt samfund. Derfor er det heller ikke naturligt for danskerne at konkurrere,” siger han.

Og lige præcis derfor kan løn opfattes som en markør for, at den enkelte svigter fællesskabet ved f.eks. at få en højere løn end kollegerne. Derfor undlader man at spørge til andres løn. For enten får man selv en højere løn end kollegaen – eller også er det omvendt. Hvad end situationen er, så betyder løn-snakken, at nogle vil skille sig ud fra fællesskabet. Og det vil vi alle – ifølge Einar Baldvin Baldursson – meget gerne undgå.
Fællesskabet er enormt stærkt på arbejdspladserne, men der er sprækker. Og det skyldes bl.a., at mere løn i dag forhandles individuelt.

Beskidte hemmeligheder
”Individuel løn stiller spørgsmålstegn ved den enkeltes kollektive moral. Firmaer skaber en følelse af skyld hos medarbejdere, der får lønforhøjelse. Det er en hemmelighed, som ledelsen og medarbejderne har. Men alle hemmeligheder er lidt beskidte, og det gør, at medarbejderen kan føle sig beskidt. Hvis du har fået en lønforhøjelse, opfører du dig som et uværdigt medlem af kollektivet – og det skaber en enorm usikkerhed. Det med at give individuel løn giver kollektive problemer,” siger Einar Baldvin Baldursson.

Faktisk mener han, at det er et sundhedstegn, at det er så svært at tale om løn, da det er et tegn på, at fællesskabet fungerer. Og det stærke kollektiv skal man i stedet bruge aktivt, hvis man vil fjerne løn-tabuet.

”Jeg mener, det er en umulig kamp for den enkelte. Gå i stedet til tillidsrepræsentanten og klubberne på arbejdspladsen. Gør det til en kollektiv handling, hvor I anonymt kortlægger jeres løn. Så har du fjernet individet fra snakken. Vores vej må altid være, at flere går den samtidig,” siger Einar Baldvin Baldursson

Når virkeligheden er en anden
Det er Byrial Rastad Bjørst, faglig sekretær i TL og Phd. i ligeløn i udgangspunktet ikke uenig i, men det er dog ikke altid den virkelighed, som TL’s medlemmer står i:

”I den bedste af alle verdener, så tages løn-snakken på arbejdspladser altid kollektivt via en tillidsrepræsentant eller en faglig klub. Desværre er virkeligheden for mange af vores medlemmer, at der ikke er en klub, en tillidsrepræsentant eller en overenskomst. Og det gør det unægtelig sværere at sikre en kollektiv indsats i forhold til åbenhed om løn,” siger Byrial Rastad Bjørst.

Derfor er det nogle gange nødvendigt, at den enkelte tager initiativet til at tale mere om løn:

”Vi ved, at bedre løn for alle bl.a. sikres gennem større åbenhed om netop løn. Derfor opfordrer vi alle til at igangsætte snakken om løn på arbejdspladsen, og i de tilfælde, hvor der ikke er et system til at tage ansvaret for snakken om løn, så vil denne åbenhed være mere afhængig af, at emnet løn bliver en mere normal del af dialogen mellem kolleger – og det stiller nogle krav til den enkelte,” siger Byrial Bjørst.