På en skala fra 1-10 var det en sårbarhed på 9,8. Eller med andre ord: Tæt på det værst tænkelige scenarie. I slutningen af april sidste år annoncerede teknologiselskabet Zyxel, at der var en kritisk sårbarhed i en række af deres produkter.
Selskabet har produceret en firewall, som bliver brugt af en række danske energiselskaber og andre, som arbejder med kritisk infrastruktur. Firewallen er den enhed, der hjælper med at beskytte en computer eller et netværk mod uønsket adgang udefra.
Hvis ikke firewallen virker, står hoveddøren ulåst om natten – i hvert fald for de personer, der kender til hoveddørens eksistens, og som kan finde ud af at “hive i håndtaget”.
Den gode nyhed var, at det blot krævede en opdatering – en såkaldt patch – at låse hoveddøren igen. Den dårlige nyhed var, at der var mindst 22 selskaber, der efter flere uger ikke havde gjort det.
Nogle troede, at andre ville sørge for, at den vigtige opdatering blev gennemført. Nogle selskaber troede, at de allerede havde den nyeste version. En enkelt var slet ikke klar over, at de havde det pågældende produkt fra Zyxel, der var blevet installeret af en ekstern leverandør.
Over flere bølger af angreb i løbet af maj 2023 lykkedes det hackere at få kontrol over firewallen i de 22 selskaber, der bl.a. forsyner danskerne med el og varme. Man frygtede, at hackerne ville være i stand til at slukke for strømmen og varmen for flere tusinde danske forbrugere.
Det fremgår af en beskrivelse af angrebet fra sikkerhedsorganisationen SektorCERT, som varetager it-sikkerheden for flere danske selskaber inden for kritisk infrastruktur. Rapporten beskriver i detaljer, hvordan angrebet blev opdaget og til sidst, hvordan det lykkedes at få kontrol over de inficerede netværk igen; bl.a. efter at et selskab måtte køre i “ødrift” – kappe al forbindelse til internettet – i seks dage.
Ifølge rapporten er der klare tegn på, at en fremmed stat var involveret i angrebet. Helt konkret nævner rapporten den berygtede hackergruppe Sandworm, der hører under den russiske militære efterretningstjeneste GRU – uden at man dog konkluderer, at russerne stod bag angrebet i maj 2023.
Lurer på vores infrastruktur
Angrebet blev først omtalt i medierne et halvt år efter, for hackerne kunne ikke – eller valgte ikke – at slukke for strømmen hos danske forbrugere. Og det var formentlig heller ikke formålet i første omgang, lyder det fra Mikkel Storm Jensen, der er militæranalytiker på Forsvarsakademiet med speciale i cyberkrig.
Det ligner nogen, som “lurer på, hvordan vores kritiske infrastruktur er”.
“Det kunne godt ligne noget, hvor man vil undersøge, om der er en svaghed, man kunne udnytte en anden gang. At der er nogen, som forbereder at kunne lukke for strømmen, hvis man får brug for det en dag. Det er ikke ualmindeligt, og det er der flere stater, der gør.
Principielt kunne man lige så godt have placeret en sprængladning på et kraftværk i Danmark og vente på den dag, man fik brug for at detonere den. Men der ville jo nok være en lidt anden politisk reaktion, hvis det blev opdaget,” mener Mikkel Storm Jensen, der forsker i statens rolle i at sikre, at samfundet har tilstrækkelig modstandsdygtighed overfor cyberangreb.
Er han bekymret over Danmarks mulighed for at modstå cyberangreb på kritisk infrastruktur som forsyningsselskaber, transport og sundhedsvæsenet? Det afhænger af, hvad man spørger om. Han noterer sig, at cyberangrebet i maj formentlig var rettet mod mindre forsyningsselskaber. Rapporten nævner dog ikke konkrete navne.
“Hvis du f.eks. tager den finansielle sektor og store forsyningsselskaber, så er jeg ikke så bekymret. De har både ressourcerne og ikke mindst incitament til at have en meget høj sikkerhed. Men hvis du ser på mindre virksomheders incitament på at investere i sikkerhed, er det noget andet. Hvis man forestiller sig, at der er en lille virksomhed i Københavns Lufthavn, der afiser fly. Hvis de bliver lagt ned en dag, hvor det er frostvejr, så er der ingen fly ud af Københavns Lufthavn. Men sådan en lille virksomhed har ikke et stort incitament til at bruge mange penge på it-sikkerhed. Det er et eksempel på, at omkostningerne bliver større for samfundet end for den enkelte virksomhed.”