Jeg er et godstog med cykelbremser

Produktionsteknolog Anders Bjørn Larsen fandt for to år siden ud af, at han har ADHD. Den ­indsigt har gavnet ham privat og arbejdsmæssigt.

Arbejdsliv
Medicin har ­hjulpet Anders Bjørn Larsen til at regulere sin store energi. Foto: Kåre Viemose.
Af Marie Preisler

Anders Bjørn Larsen elsker at løse problemer og er ikke i tvivl om, at hans ADHD har en del af æren for den evne.

”Jeg er en mega god problemløser, fordi jeg ser ting på en lidt anden måde, end mine kollegaer og har adgang til det her superdrive, som gør, at jeg nogle dage er totalt i flow og får en hel masse ting ordnet på ingen tid. Det er en fed fornemmelse.”

Men ingen kan køre i superdrive længe ad gangen uden at overanstrenge sig. Det ved Anders Bjørn Larsen godt, men han har haft svært ved i praksis at bremse ned for energien, før han for to år siden lod sig udrede for ADHD og begyndte at tage ADHD-medicin.

”Jeg ser mig selv som et godstog med cykelbremser, og det at blive udredt og få medicin hjælper mig til forstå, at jeg skal sørge for at geare ned. Det for­hindrer, at jeg brager ind i en mur af træthed og har dage, hvor jeg er helt kvæstet og skuffet over min egen indsats.”

Foto: Kåre Viemose.

Viden er vigtig

Han har mødt stor velvilje fra kollegaer og chefer men også en undren, som han delvist tilskriver manglende kendskab til ADHD.

”Det kan være svært for en kollega eller chef at forstå, at jeg har dage, hvor jeg får mindre fra hånden, når jeg dagen inden var en hvirvelvind. Det er jo ikke noget, de selv har prøvet.”

At få viden om ADHD ud på arbejdspladserne er derfor en rigtig god ide, vurderer han:

”Det er godt, Teknikeren sætter fokus på emnet. Der er mange ting ved teknikerjobbet, som vi med ADHD er rigtig gode til. Så det er vigtigt at vide, hvordan vores kompetencer kan komme i spil på gode måder,” siger Anders Bjørn Larsen.

For ham er det vigtigt at sidde lidt afskærmet i det åbne kontorlandskab, han er en del af, og han har en ugentlig hjemmearbejdsdag, hvor han arbejder helt uden forstyrrelser, og han kan altid gå til sin chef og få hjælp til at prioritere mellem sine opgaver.

”Jeg har også lært mine kollegaer, at de ikke skal komme ind på mit kontor og spørge mig om noget og straks forvente svar. Min hjerne går i baglås. Jeg mister tråden i det, jeg sidder med. Det fungerer meget bedre, at jeg kommer tilbage med svar, når jeg har tænkt mig om.”

Jeg vil meget hellere prikkes på skulderen, hvis jeg kører i et lovlig højt gear end at vække irritation hos en kollega uden at være klar over det. Det tager jeg imod med stor glæde.

Et prik på skulderen

Han har også god erfaring med at opfordre sine kollegaer til at sige til, hvis hans energi en dag er så høj, at han forstyrrer dem:

”Jeg vil meget hellere prikkes på skulderen, hvis jeg kører i et lovlig højt gear end at vække irritation hos en kollega uden at være klar over det. Det tager jeg imod med stor glæde.”

Det er hans erfaring, at det er små ting, som skal rettes til på arbejdspladsen for at trives med ADHD, og at de fleste tilpasninger gavner alle.

Efter Teknikerens interview er Anders Bjørn Larsen blevet opsagt fra sin stilling.