Krigsveteran kæmper for et godt arbejdsmiljø

Det kostede førligheden i underkroppen og jobbet som FN-soldat, da Jens Søndergaard som 22-årig blev skudt under tjeneste i Jugoslavien. Det førte til et job som teknisk assistent i Forsvarskommandoen på Flyvestation Karup, hvor han også er arbejdsmiljørepræsentant for cirka 40 kolleger.

At arbejde med arbejdsmiljø anser han for værdifuldt på mange planer.

”Fordi jeg selv er afhængig af at komme rundt på arbejdspladsen i kørestol, bidrager jeg til, at arbejdspladsen prioriterer tilgængelighed. Ellers er det meste kontorstole, computermus og motion i arbejdstiden, som fylder, og så det psykiske arbejdsmiljø og en generel indsats mod krænkende adfærd i forsvaret.”

Hovedparten er militært ansatte på arbejdspladsen, og de skal gå i uniform på jobbet, mens Jens Søndergaard og de øvrige civilt ansatte går på arbejde i deres almindelige tøj.

Der er i dag flere kvinder blandt de militært ansatte på arbejdspladsen, end da Jens Søndergaard begyndte, men de fleste medarbejdere er stadig mænd, og det er en lang proces at ændre kulturen på en mandsdomineret arbejdsplads med mange traditioner, oplever Jens Søndergaard.

”Som offentlig virksomhed er der stort fokus på os, selvom vi ligger i den gode ende i målinger af det psykiske arbejdsmiljø. Men det er et område, vi har stor opmærksomhed på. Alle medarbejdere i forsvaret får lektioner i psykisk godt arbejdsmiljø og forebyggelse af krænkende adfærd. Det kræver kontinuerligt fokus, og det er en supertanker at vende. Det tager tid.”

Hurtigt i job igen

Jens Søndergaard uddannede sig til teknisk assistent, inden han blev værnepligtig og FN-soldat. Det banede vej for jobbet på Flyvestation Karup, som i dag huser den øverste ledelse for søværnet, flyvevåbnet og hærens øverste ledelse, Forsvarskommandoen, hvor han er ansat.

”Jeg fik mit nuværende job, fordi jeg kendte tegneprogrammer. I dag arbejder jeg med blandt andet økonomi og intranet, programmering og lokalebooking. Mit job er en blæksprutte-funktion.”

Han var stadig indlagt og i gang med genoptræning efter at være blevet skudt, da han blev ansat.

”Jeg blev lam fra brystet og ned, og det var ret indlysende, at jeg ikke længere var egnet til tjeneste som ­soldat. Så jeg spurgte, om der var et civilt job til mig i forsvaret, og det var der.”

De første uger blev han hentet og bragt til sygehuset af en medarbejder på flyvestationen, husker Jens Søndergaard.

”Det var vigtigt for mig at komme hurtigt i gang med at arbejde igen, og efter jeg blev udskrevet, har jeg arbejdet fuld tid – i foreløbig 31 år.”

Han var indlagt sammen med andre i samme situation, én var lam efter trafikulykke, en anden efter en badeulykke.

”Vi var gode til at udfordre hin­anden til at komme videre. Jeg tror, at jeg slap for chok over at blive lam, fordi vi alle sammen var unge og ­havnet i samme situation.”

Hvis man rammes senere i livet, kan det være sværere at komme videre, er hans erfaring.

”At ens kone og børn pludselig skal se en i kørestol, er svært. Min kone og mine børn har aldrig oplevet andet. For dem er det naturligt.”

I sin fritid kører Jens Søndergaard gerne lange ture på sin håndcykel, og han er aktiv i flere veteran-netværk.

”Jeg har haft enorm glæde af at cykle, spille rugby og basket med andre veteraner, og motion gør mig godt. Jeg er glad for at spise, og hvis jeg skal kunne passe min kørestol, skal jeg ikke blive for fed,” ler han