Mads Daugaard Larsen åbner sidedøren på sin hvide varebil. ”Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø,” står der på skydedøren. Han fylder en murespand med forskelligt udstyr. Måleapparat. Vådhandsker. Sprøjte. Tommestok. Donk, lyder det.
En rørhøg og en fiskehejre kredser skiftevis over Halkær Sø på jagt efter bytte, og det er ikke længe siden, at Mads Daugaard Larsen har set en isfugl suse forbi. Søen blev genetableret i 2005 efter mere end 100 år som landbrugsjord, og det har tiltrukket et rigt dyreliv.
”En dag stod jeg midt i vandløbet, da jeg hørte en smaskelyd. Jeg kiggede rundt og så en odder. Jeg stod stille i de fem minutter, det tog den at svømme forbi,” siger han og lyser op i et stort smil.
Hans arbejdsplads står i stærk kontrast til de klassiske storrumskontorer. Den er indrettet med grønne arealer og rislende vandløb som baggrundsmusik. Som miljøtekniker i programmet NOVANA (Det Nationale Program for Overvågning af Vandmiljø og Natur) under Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd (tidligere Grøn Trepart), er det hans ansvar at indsamle og kvalitetssikre data om vandmiljøet i Nordjylland.
Hans ansvarsområder er ’Hav & Fjord’ og ’Stoftransport & Landovervågning’. Det betyder blandt andet overvågning af ålegræs, makroalger, marine bunddyr samt overvågning af vandkvalitet og transporten af næringsstoffer som kvælstof og fosfor.
”Det lyder simpelt at foretage vandføringsmålinger, men det er det ikke,” siger Mads Daugaard Larsen.