Brevkasse: Min kunde vil prutte om prisen

Skal der pruttes om prisen, og hvordan er det nu lige med den der 120-dages-regel i tilfælde af sygdom? Det får vi svar på denne gang i brevkassen.

Arbejdsliv
Illustration: Thomas Thorhauge
Af Charlotte Dahm-Johansen

Min kunde vil prutte om prisen

Spørgsmål

Jeg skal, som freelancer, lave en opgave for et mindre designfirma i Herning. I næste uge skal vi mødes og blive enige om detaljerne – og prisen! Jeg er lidt bekymret for, om de vil forsøge at presse mig på prisen. Jeg har brugt tid på at regne mig frem til en pris, jeg synes er fair, men hvad hvis de vil presse mig ned i pris? Hvor meget skal jeg gå med til?

Svar

Det lyder som om, du har forberedt dig utroligt fornuftigt forud for mødet med din kunde. Din bekymring er helt forståelig, for mange kunder forventer en forhandling om prisen. Derfor er det også klogt at have to priser med i tasken: Den pris, man melder ud, og den mindstepris, man ikke vil gå under. Begge priser skal naturligvis være udregnet på baggrund af saglige elementer såsom udgifter, kørsel, pension etc. Disse mellemregninger behøver du selvsagt ikke delagtiggøre kunden i, da det blot er din egen måde at udregne din pris på.

Det er ok at give afslag. Men hvis du accepterer et stort nedslag i prisen, risikerer du at give kunden indtryk af, at du var ude på at “snyde” med dit første prisudspil, når du alligevel vil acceptere en væsentlig prisnedsættelse. Det er ikke optimalt, og det kan virke uprofessionelt.

Som tommelfingerregel kan du reducere prisen med 10% som almindelig forhandling. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan du foreslå en fastsat genforhandling eller garanti om mere arbejde, men det allermest effektive er at begrænse opgaven. At tilbyde kunden en mindre version af opgaveløsningen kan være et kompromis, men samtidig friste kunden til at vælge den fulde – og bedste løsning.

Findes 120-dages-reglen?

Spørgsmål

Jeg har hørt, at 120-dages reglen er afskaffet, men jeg kan se, at der stadig står noget om den i min ansættelseskontrakt. Er det normalt?

Svar

I Funktionærlovens § 5, stk. 2 findes en lov, der giver mulighed for en aftale, der med­fører, at arbejdsgiver kan opsige arbejdstager, hvis denne har været i syg 120 dage indenfor de seneste 12 måneder. En sådan aftale findes i næsten alle private ansættelseskontrakter. Omvendt er det med det offentlige område, der forbyder sådanne aftaler.

Er du omfattet af en 120-dage-regel i din ansættelse, så skal det forstås sådan, at når de 120 dage opgøres, så tælles både hverdage, helligdage og weekender med.

Kontakt altid Teknisk Landsforbund, hvis du er syg i et omfang, så 120-dages reglen kan være relevant.

§ 56-aftale … A’hvafornoget?

Spørgsmål

Fra tid til anden er jeg syg på grund af ­smerter i ryggen. Kommunen har talt om, at jeg skal have en § 56-aftale. Men hvad er det, og hvad indebærer en sådan aftale?

Svar

Som funktionær får du løn under sygdom. Efter 30-dages sygdom kan din arbejds­giver få refunderet cirka 123 kroner pr. times sygdom. Hvis du og din arbejdsgiver indgår en aftale efter sygedagpengelovens § 56, så kan din arbejdsgiver få re­­fusion allerede fra første dags sygdom.

I kan indgå en § 56-aftale, hvis din sygdoms­risiko er væsentlig forøget på grund af en langvarig eller kronisk lidelse, og sygdommen skønnes at medføre mindst 10 ­fraværsdage inden for 1 år.

Kontakt gerne Teknisk Landsforbund, hvis en sådan aftale kan være relevant for dig. Så kan vi ­vejlede dig bedst muligt.

Kig forbi på teknikogdesign.dk

teknikogdesign.dk hvor du kan læse mere om prisfastsættelse og prøve vores prisberegner til freelancelønninger.