Mona og Kasper får flere med i fællesskabet

Tillidsrepræsentanterne Mona Andersen og Kasper Hansen står sammen med TL bag en kampagne, som skal sikre, at fagforbundet får flere medlemmer på deres arbejdsplads.

Arbejdsliv
Tillidsrepræsentanterne Mona Andersen og Kasper Hansen har fået en del kolleger til at melde sig ind i TL. Foto: Kåre Viemose
Af Morten Halskov

Knap 40 kolleger.

Så mange nye medlemmer har makkerparret Mona Andersen og Kasper Hansen formået at få med i fællesskabet blandt TL’erne hos Siemens Gamesa i Aalborg i løbet af et års tid.

Mange af de nye kolleger meldte sig ind i TL i december sidste år. Her kørte de to tillidsrepræsentanter sammen med TL en kampagne på vindmøllefabrikken i Nordjylland.

De lavede en julekalender med 24 QR-koder, hvor Mona Andersen og Kasper Hansen i små, hjemmelavede videoklip blandt andet fortalte sine kolleger om, hvilke fordele de har via deres overenskomst og om rabat på forsikringer.

”Det var grænseoverskridende at lave de videoklip. Jeg følte, at jeg så dum ud og udstillede mig selv. Men det gik fint, efter vi var kommet i gang. Der var også en del arbejde i at gå rundt til kolleger, fordi vi har fireholdsskift, men vi blev taget godt imod af kollegerne, siger 40-årige Kasper Hansen.

Kasper Hansen er tillidsrepræsentant hos Siemens Gamesa. Foto: Kåre Viemose
Kæmpe succes

Nogle dage i julemåneden trak tillidsrepræsentanterne lod om præmier og lavede konkurrencer, mens de andre dage og nætter gik rundt og delte pebernødder, sodavand og chokolade ud til fabrikkens medlemmer af TL. 

”Jeg havde egentlig ikke tænkt, at det ville give en masse. Men det var en kæmpe succes. Det var vores synlighed og snakke med kolleger på arbejdspladsen, der gjorde det. Vi fik så mange medlemmer. Det gik stærkt, og det var i meget høj grad Kasper, som skaffede dem,” siger Mona Andersen.

Læs mere om arbejdspladsen: Men det gjorde der så aldrig

Læs mere om Mona Andersens rolle som tillidsrepræsentant via linket ovenover billedet. Foto: Kåre Viemose