Teknisk Landsforbund holder lukket fredag den 26. april.

Nikolaj tager 24 ugers barsel: “Det er ikke min kones projekt. Det er vores”

Automationsteknolog Nikolaj Lunøe Mattsson har valgt at tage en stor del af barslen med sin søn. Det er ikke uden bekymring, men alligevel med stor glæde, valget er truffet. Han er en af mange fædre, der i dag går på barsel.

Arbejdsliv
Af Kasper Schultz Lund

For 32-årige automationsteknolog Nikolaj Lunøe Mattsson var det et stort ønske at få tid med sit og konens første barn i den første spæde tid.

Det er nemlig dyrebar tid, og tilknytning til barnet kommer ikke bare af sig selv. Det skal der arbejdes for og bruges tid på, mener han.

Derfor var det også afgørende for ham, at der var gode barselsvilkår i den stilling, han for nylig blev ansat i. Faktisk var det et krav i en branche, hvor det ikke er normalen.

“Jeg arbejder i en branche, hvor man godt kan være lidt tunge at danse med i forhold til ligestilling. Og jeg måtte da også udfordre min dengang kommende arbejdsplads på barselspolitikken - for mig var det en dealbreaker,” forklarer Nikolaj Lunøe Mattsson.

Det har givet ham 24 ugers barsel med fuld løn, hvilket han er godt tilfreds med.

Det skyldes ikke mindst den relation til barnet, han forventer at få, men i høj grad også den indsigt i hans kones liv på barsel, han forventer at opnå undervejs, forklarer han.

“Jeg forventer at få en stærkere relation til mit barn, fordi jeg bliver en større del af hans liv. Og så glæder jeg mig til at kunne tage lidt over for min hustru, for det er ikke hendes projekt. Det er vores. Og det bliver spændende at få kendskab til de ting, hun går og roder med i ‘den ensomme hverdag,’ som jeg kalder den.”

Han er, med egne ord, stor fan af barselsreglerne fra 2022, der øremærkede 11 ugers barsel til fædre. Regler, der siden har ført til, at langt flere mænd end tidligere i dag tager barsel.

Hvad med amningen?

Men det kommer alligevel ikke helt uden bekymringer sådan pludselig at skulle lukke ned for arbejdet for en længere periode.

“Jeg må indrømme, at jeg har da haft mine bekymringer omkring min karriere - om hvorvidt jeg vil blive sat tilbage i den tid, jeg er væk. Og der er også den der klassiske bekymring, om en barselsvikar viser sig at kunne gøre mit arbejde bedre,” siger Nikolaj Lunøe Mattsson og griner.

Men der er også en biologisk begrundet bekymring, han og konen har drøftet. Nemlig amning. For hvad gør man, når mor skal tilbage på arbejde, og barnet stadig ammer?

Hos ham og konen er fleksibilitet på arbejdspladsen svaret på den udfordring.

“Vi er så heldige, at min kone kan arbejde hjemme 3 gange om ugen og amme lidt her og der i pauserne, mens vi resten af tiden benytter os af muligheden for at fryse mælk ned. Der er vi priviligerede, og det er jo ikke sikkert, andre har de samme muligheder,” siger Nikolaj Lunøe Mattsson.

I dag bruger fædre i gennemsnit 66 dage mere med deres barn i dets første leveår end i 2021, mens tre ud af fire fædre tager de 11 ugers øremærket barsel. Det viser en undersøgelse foretaget af Megafon for Mødrehjælpen.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL