“På min 18-års fødselsdag forlod jeg festen for at skrive under”

Hvad skal du være, når du bliver stor? For 26-årige ­Theodor Christensen har det spørgsmål aldrig været svært at svare på: “Brandmand!”.

Allerede som lille var nysgerrig­heden omkring beredskabet stort. Men for ­Theodor Christensen synes interessen for de store maskiner og de blå blink aldrig helt at slippe. Måske fordi eks­­poneringen var stor i hjembyen Skovshoved.

“Der var nogle unge, der var vilde med at ringe 112 for sjov, så der var ofte brandmænd og brandbiler i bybilledet. Og jeg endte med at blive ret gode ­venner med de her gutter,” siger han.

Det venskab bestod, og da han senere som 13-årig blev tilbudt at deltage i et såkaldt ungdomsberedskab var der ingen tvivl.

“Jeg havde det så vildt over at få muligheden. Vi fik lov at prøve det meste, og så mødte jeg nogle andre, der gik og drømte om det samme som mig - venner, der også altid har vidst, at de skulle være brandmænd.”

Da familien senere flyttede til ­Kolding, og Theodor Christensen derfor måtte forlade ungdomsberedskabet, gik jagten på en erstatning straks i gang. Men Koldings ungdomsberedskab afviste ham, fordi han, som 17-årig, var for gammel. Derfor var der kun ét at gøre. At blive en del af “det rigtige korps”. Men da det kræver, at man er fyldt 18 år, måtte han væbne sig med tålmodighed - indtil dagen endelig kom.

Holdleder på deltid

“På min 18-års fødselsdag forlod jeg festen for at skrive under på at ville starte som frivillig brandmand. Og ja, så var jeg ligesom i gang,” siger han.

I dag fungerer Theodor Christen­sen som holdleder. En funktion, der indebærer dét at tage ansvar for at lede udrykningsholdet ude på de enkelte opgaver. Han gør det dog ikke som primær beskæftigelse. I stedet er han det, der kaldes deltidsbrandmand. Sideløbende uddanner han sig til bygningskonstruktør, hvilket der også er en helt klar plan med.

“Jeg synes, at brand­fore­byggelse er enormt spændende. Og ­bygningskonstruktører er eftertragtede i de afdelinger, der sidder med det, fordi de har indblik i, hvordan en bygning ­virker,” siger Theodor Christensen.

Derfor er det da også et “ret fantastisk studiejob” at være deltidsbrandmand, fordi han kan studere, mens han er på vagt, indtil en alarm måtte lyde.

Men også fordi han kan få brugt sin nyvundne viden fra bøgerne i praksis, når der skal udføres beregninger - eksempelvis på hvor længe en brændende bygning kan stå, før den vil kollapse.

Det er ret værdifuldt for rednings­arbejdet, ­forklarer han.

“Det kan føre til, at vi i nogle tilfælde når at redde mere, hvilket jo altid er målet - at få begrænset omfanget af skader.”I sidste ende er redningsarbejdet også bare meningsfyldt for ham, og han opfordrer alle – ­uanset alder, køn og beskæftigelse – at blive brandmand. Jeg har prøvet at hente folk ud af ildebrande, som overlevede på grund af vores indsats. Det er en ubeskrivelig stor følelse at vide, at man har været med til at redde liv,” siger Theodor ­Christensen.