Er du nyuddannet? Klik her - for ret til dagpenge, rådgivning og meget mere

Støjvagt sikrer sommerfreden

Susanne Morell tjekker støjniveauet ved Distortion i København, hvor hun møder festglade unge. Hun sikrer, at der er plads til både gæster og naboer.

Teknologi
Ved hjælp af facademåling holder Susanne Morell styr på, om ­scenerne holder sig på de tilladte 80 decibel. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.
Af Ditte Damsgaard

”Ham her kunne faktisk godt skrue lidt op,” siger Susanne Morell og ser på decibel-måleren.

“Men det siger vi ikke til ham,” tilføjer hun og griner.

To DJ’s står på en scene formet som en gammeldags kassetteafspiller. Susanne Morell går backstage bag hegn og presenninger for at hilse på lydfolkene tidligt, få en god relation, så de ved, at kommunen er der.

Opgaven er at måle støj og dokumentere niveauet, hvis der kommer klager.

Det er tidligt på aftenen til Distortion på Vesterbro, en musikfestival, der i løbet af fem dage flytter rundt i Københavns gader.

Der gøres meget ud af scenerne ved Distortion.

Senere skruer lydmanden godt op, men lige nu er stemningen høj, da de to støjvagter Susanne Morell og Dennis Klemmensen lægger vejen forbi.

Distortion er af nogle naboer en forhadt festival. Men Susanne Morell ser positivt på festlighederne.

”Det er sejt, at politikerne har besluttet, at vores by skal kunne rumme det her,” siger hun og tilføjer:

”Når politikerne vil have liv i byen, står vi i frontlinjen og tager de verbale hug.”

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.

Før hun fik job i kommunen, var Susanne Morell chef for 75 skraldemænd. Hendes evne til at tale med gutterne, som hun kalder dem, kommer hende til gode, når hun taler med de festglade, men dog seriøse lydteknikere bag scenerne.

”Jeg er god til at tale med folk, mærke stemninger og skalere ned, når det er nødvendigt.”

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.
80 decibel

Bag ved scenerne taler hun længe med ­lydteknikeren. Der lugter af øl og cigaretter, og bassen banker i brystet.

Scenerne ved Distortion har 80 dB at gøre godt med, men refleksioner ved facademålingerne og publikumsstøj skal fraregnes, så måleren må vise 89.

Hun måler lyden på bygningers facader og konstaterer, at Vesterbro egner sig bedre til Distortion end Nørrebro, hvor gaderne er smallere, og lyden kastes rundt.

”Jeg lægger også mærke til, om scenen peger ned langs gaden. Hvis den er drejet bare lidt, kan lyden være meget mere voldsom.”

Ved en scene er der allerede skruet godt op kl. 18 – ca. 90 dB.

“Det er super godt, at I siger det,” siger en af gutterne bag scenen med en overvenlig tone.

Susanne Morell griner lidt bagefter.

“Jeg kender alle deres tricks og søde ord. De ved også, at hvis de snakker længe med mig, kan de trække tiden, så bandet måske kan nå at spille færdigt.”

”Stop hende!”

Som aftenen skrider frem, vokser menneskemængden. Støjvagterne stryger af sted over gader, glasskår og skrald og snor sig hjemmevant igennem menneskemængden.

De griner lidt af en scene i en boksering, der på kortet, som Distortion har udleveret, er markeret som lav risiko for overskridelse af maks. dB-grænsen. Det overholder de med deres 93 ikke.

Nu har de skruet op på kassetteafspiller-scenen, 97,5 dB. Susanne Morell vælger den direkte vej til backstageområdet, igennem menneskemængden. På vejen får nogle unge mænd øje på Susanne Morell med måleren.

”Kommunen lukker festen, stop hende!” råber de.

Hun går ufortrødent videre. I sine ni år som støjvagt har hun kun én gang været bange for sin sikkerhed. Det var ikke til Distortion.

”Hvis dialogen er god, kan jeg bevare det gode humør på en hel vagt. Folk vil ikke skælde ud på en, der er glad.”

Scenerne på ­Distortion har 80 dB at gøre godt med. Som aftenen skrider frem, bliver det svært at overholde. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.

Støjvagt

  • Københavns Kommunes støjenhed består af omkring 50 medarbejdere, hvoraf 12-14 arbejder med støj.
  • Modtager 15-20 opkald på en enkelt vagt om sommeren.
  • Behandler sager om støj fra arrangementer og restaurationer.
  • Vurderer ansøgninger om dispensation.
  • Rykker ud ved klager fra borgere om støj.
  • Arbejder i krydsfeltet mellem hensyn til naboer, arrangører og politiske ønsker om liv i byen.
  • Kan i sidste ende få politiet involveret.
  • Skal kende både lovgivningen, byen og lokale forhold for at træffe de rigtige vurderinger.

Vi går forbi en højttaler på en taburet. DJ’en har ikke tilladelse. Susanne Morell tager et foto som dokumentation.

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.

Ved en af de større scener måler de 92,4 dB. Susanne Morell og Dennis Klemmensen taler med lydmanden.

”Er den A-vægtet?” vil han vide om måleren. Susanne Morell tager ham med over til facaden, så han kan være med til at måle.

Kort før lukketid er vi tilbage ved en af de mindre scener. Måleren siger 102 dB. Susanne Morell stikker hovedet ind igennem en presenning, og de skruer ned. Men da vi går videre, skruer de op igen.