Victor bryder ind i kritisk infrastruktur – for sikkerhedens skyld

Kollegerne kalder ham ’Energinets indbrudstyv’. Hans job er nemlig at finde svagheder, der kan true danskernes forsyningssikkerhed, inden de forkerte gør.

Forsvar og beredskab
Energinet investerer milliarder i øget sikkerhed og overvågning over egne faciliteter. Katastrofe- og risikomanager Victor Engdahl Skjødt-Andersen er med til at bygge ­sikkerheden op, og han tester den også selv ved at forsøge at bryde ind. Foto: Kåre Viemose
Af Sebastian Risbøl Jacobsen

Victor Engdahl Skjødt-Andersen havde på forhånd advaret mig. Der er ting, han ikke kan fortælle. Ting, han ikke må fortælle. Det kan nemlig få katastrofale konsekvenser, hvis de forkerte læser med.

Derfor spærrer beredskabs- og risikokonsulenten også øjnene op og stirrer stift og tavst på mig, da jeg spørger ham, om han kan give et konkret eksempel på sit arbejde med at teste sikkerheden på nogle af Energinets anlæg. Et arbejde, som har givet ham kælenavnet ’Energinets indbrudstyv’.

”Det kan jeg ikke,” siger han, mens han tydeligt vejer hvert eneste af sine næste ord.

”Det ville kunne afsløre sårbarheder og i sidste ende kompromittere vores sikkerhed,” siger han, mens han med et fast blik signalerer, at her er der ikke mere at fortælle.

Det kan lyde en kende højtideligt. Men der er sandhed bag advarslen. Energinet har nemlig an­svaret for hele den infrastruktur af transmissionsnettet, der løber som hovedpulsårer igennem landet og ­sikrer stabil strøm i stikkontakterne og gas i gasfyret. De ejer, driver og udvikler el- og gasnettet i hele landet – det er mest tydeligt med luftledningerne, som løber langs motorvejene, men under jorden og havet løber der også kilometervis af kabler. Derfor ville Energinet også være et helt oplagt mål, hvis en fjende ville lamme vores kritiske infrastruktur.

Men tusindvis af lønmodtagere sørger hver dag for, at det hele fungerer, og vi reducerer den sårbarhed. Én af dem er altså Victor Engdahl Skjødt-­Andersen. Og han har sagt ja til at indvie Teknikeren i de dele af sit job, som han godt kan tale om.

Sikkerhed er ikke kun hegn og låse. Det er også en kultur, hvor medarbejdere har det rette sikkerhedsmindset og tager ejerskab på sikkerheden, siger katastrofe- og risikomanager Victor Engdahl Skjødt-Andersen.
Fra FN-drømme til kritisk infrastruktur

Victor Engdahl Skjødt-Andersen er uddannet katastrofe- og risikomanager og arbejder i Energinets beredskabsafdeling.

Hans arbejde består i at teste Energinets fysiske sikkerhedsforanstaltninger såsom hegn, porte, døre og overvågning. Altså med andre ord forsøger han at bryde ind, og derfor har han fået den uofficielle titel af indbrudstyv, men den officielle titel er lead auditor.

Han er altså med til at sikre, at Energinet lever op til skrappe krav om sikkerhed fra både dansk lov, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, EU og Energinets egne interne regler. Og det er et job, der får ham rundt i hele landet.

”Der er hundredvis af lokationer fordelt i hele landet. Det kan være el-­anlæg, gasanlæg, kontorlokationer eller et gaslager, hvor der er fysisk sikkerhed som hegn, porte og kamera,” siger Victor Engdahl Skjødt-Andersen.

Men det var hverken elnet eller ­kritisk infrastruktur, som trak i ham, da han i sin tid begyndte på uddannelsen som katastrofe- og risikomanager. Han er udlært murer, og for nogle år tilbage så han, at uddannelsen reklamerede med at man kunne få job i FN, blandt andet hos nogle af deres nødhjælpsorganisationer. Han blev ­draget af tanken om at stoppe katastrofer og reducere risici i verdens brænd­punkter og forestillede sig et arbejde i flygtningelejre.

Men efter praktikophold hos Energinet i 2021 fik han øjnene op for beredskab og infrastruktur.

”Jeg havde aldrig tænkt over, hvor vitalt det er, at energinettet fungerer. Men det gik hurtigt op for mig, at det er fundamentet for et moderne samfund. Og kort tid efter jeg begyndte, invaderede Rusland så Ukraine, og Nord Stream 2 blev saboteret. Den opmærksomhed satte en tyk streg under, hvor vigtigt mit fagområde er.”

Safety vs. security

Når han taler om sikkerhed, foretrækker han at bruge de engelske begreber safety og security.

Sikkerhed er nemlig et svært begreb på dansk, fortæller han. Det rummer f.eks. både det psykiske arbejdsmiljø og den fysiske sikkerhed. Og hans arbejde handler mere om security i betydningen fysisk sikring af anlæg, adgangskontrol, overvågning og beredskab.

Når vi andre ser en mekanisk port eller et hegn, ser vi formentlig bare et signal om, at adgang er forbudt. Men når han ser en port, ser han et helt net af ­sikkerhedssystemer.

”Porten hjælper med at styre adgangskontrollen, så vi ved, hvem der kommer ind på anlægget. Det skal logges og kunne kontrolleres. Vi skal overholde loven, men også være et skridt foran, hvis der sker noget. Sikringen kan også benyttes til at kontrollere, om folk inden på vores lokationer er kommet til skade eller har brug for hjælp, hvis de har været inde på lokationen i lang tid. Der er altså også noget personsikkerhed i det.”

Men arbejdet handler ikke kun om, at mekanikken virker. Han ser arbejdet med security som en blanding af teknik, kultur og mindset.

”Sikkerhed er ikke kun hegn og låse. Det er også en kultur, hvor med­arbejdere har det rette sikkerhedsmindset og tager ejerskab på sikker­heden. Har du koblet alarmsystemet til? Har du låst døren efter dig? Har du styr på, hvem du lukker ind? Tester vi systematisk, om røgalarmen virker? Alle skal være ombord.”

Og så handler sikkerheden altid i første omgang om, at ingen må komme til skade eller miste livet på arbejde.

”Personsikkerheden kommer først. Det hjælper hegn og porte også med. Dernæst kommer anlægssikkerheden og til sidst forsyningssikkerheden. Det er et mantra, der gennemsyrer vores arbejde.”

En universalnøgle, der kan bruges til at åbne, dreje og spænde forskellige objekter med, er fast inventar, når Victor Engdahl Skjødt-Andersener i felten. Foto: Kåre Viemose
Tillid til den grønne omstilling

Victor Engdahl Skjødt-Andersens arbejde er dog ikke kun at bryde ind på egne faciliteter. Det er cirka en tredjedel af jobbet, vurderer han. Meget af tiden går også med møder med underleverandører, datterselskaber, private sikkerhedsfirmaer og myndigheder.

Arbejdet med sikkerhed og beredskab er nemlig også et stort samarbejde på tværs af de offentlige og private aktører.

”Der er også mange andre ­opgaver – og også administrative opgaver og møder. Men jeg brænder mest for at være ude i felten og sikre, at tingene ­virker efter hensigten.”

Når han ser frem, er han ikke i tvivl om, at hans arbejdsfelt kun bliver vigtigere. Forsyningssikkerhed har altid været af­gørende, men den grønne omstilling gør den endnu mere central.

For at danskerne skal bakke op om et energisystem baseret på vind, sol og nye grønne teknologier, skal de kunne stole på, at stikkontakten og gasfyret altid virker.

”Mit arbejde er måske usynligt for de fleste, men det er en vigtig del af både forsyningssikkerheden og den grønne omstilling,” lyder det fra risikokonsulenten.

At være på en arbejdsplads, der kombinerer nogle af samfundsdebattens i øjeblikket vigtigste begreber – energi­uafhængighed, forsyningssikkerhed og grøn omstilling – kan Victor Engdahl Skjødt-Andersen tydeligt mærke. Det udfordrer ham i hans arbejde og kræver konstante forbedringer for at følge med verdens udvikling.

”Vi har netop fået en ny lov om styrket beredskab i energisektoren, og vi har fået Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Samfundssikkerhed har fået en større betydning, og mit arbejde har fået en større betydning.”

Victor Engdahl Skjødt-Andersen

33 år

Uddannet katastrofe- og risikomanager 2022

Udlært murer 2013

Bor i Odense