I 2023 blev Annie Backer den allerførste modtager af Fællesskabsprisen i TL.
Hun fik prisen for sin store indsats for fællesskabet på Katastrofe- og risikomanageruddannelsen på Københavns Professionshøjskole, og hendes medstuderende beskrev dengang en person, der delte noter og opgaver, engagerede sig i introudvalget og var med til at sikre, at flere følte sig som en del af fællesskabet.
Nu skal Fællesskabsprisen uddeles igen. Vi har derfor spurgt Annie, hvad prisen betød for hende, hvordan hendes engagement har udviklet sig siden 2023, og hvad hun mener, der skal til, for at modtage prisen i år.
Hvordan var det at være indstillet, nomineret og i sidste ende vinder af Fællesskabsprisen i 2023?
"Jeg husker tydeligt, da jeg blev ringet op og fik at vide, at jeg var blandt finalisterne. Jeg var på vej hjem efter en lang dag på studiet, og det gav uden tvivl lidt ekstra energi i pedalerne."
"Det var både rørende og overvældende at læse de pæne ord, mine medstuderende havde skrevet. Noget af det særlige var at opdage, at noget, jeg selv havde gjort helt naturligt, faktisk havde haft betydning for andre."
"At jeg så vandt, kom som en stor overraskelse. Det første, jeg gjorde, var at skrive til mine medtutorer, for jeg så ikke prisen som min alene. Jeg var blevet ansigtet på en fælles indsats, som vi havde lagt mange kræfter i."
"Det er nok også det, der står tydeligst for mig i dag: Prisen blev en påmindelse om, at det, man gør for andre – også det, der føles småt og selvfølgeligt – kan sætte spor."
Hvad har prisen betydet for dit engagement i Teknisk Landsforbund?
"Prisen var ikke grunden til, at jeg blev aktiv i TL, men den gav mig modet til at tro på, at jeg faktisk kan gøre en forskel."
"Jeg begyndte at engagere mig, fordi jeg gerne ville repræsentere min faglighed og mine kolleger og være med til at skabe plads til flere fagligheder og perspektiver i TL."
"Undervejs fik jeg også øjnene op for, hvor vigtigt det er, at unge og studerendes stemmer bliver hørt. Derfor blev det naturligt for mig at engagere mig i TL Ungdom og senere blive talsperson."
"I dag sidder jeg også i TL’s hovedbestyrelse. Det havde jeg aldrig forestillet mig, da jeg stod med Fællesskabsprisen i 2023."
"Måske er det netop det, jeg tager med mig: Man behøver ikke en titel eller en position for at gøre en forskel. Man kan begynde dér, hvor man står, med de mennesker, man har omkring sig. Og nogle gange kan det vokse til noget, man aldrig havde forestillet sig."
Hvad betyder et godt fællesskab for dig i dag?
"For mig handler et godt fællesskab ikke om, at alle skal være ens eller mene det samme. Tværtimod. Det handler om at skabe et sted, hvor der er plads til forskellighed, hvor man bliver set, og hvor man mærker, at man har betydning for helheden."
"Et godt fællesskab er heller ikke bare noget, man er medlem af. Det er noget, man er med til at skabe og vedligeholde."
"Det kræver, at nogen tager initiativ, siger ”kom med” og lægger mærke til dem, der står lidt ude i kanten."
"Nogle gange kræver det store initiativer. Andre gange kan det være så simpelt som at invitere nogen med til frokost eller spørge, hvordan sidemanden har det. De små handlinger kan være mindst lige så vigtige som de store."
Hvad skal der efter din mening til for at være den næste modtager af Fællesskabsprisen?
"Jeg håber, at prisen går til et menneske, der både har blik for fællesskabet og for de mennesker, der er en del af det."
"Det behøver ikke være den, der råber højest, har den største titel eller har sat det største projekt i gang. Det kan lige så godt være kollegaen, der altid får andre med, eller den studerende, der lægger mærke til dem, der ellers risikerer at blive glemt."
"For mig er en fællesskabsskaber en, der ser, hvor der er brug for en ekstra hånd – og rækker den ud. En, der ikke kun spørger: 'Hvad kan fællesskabet gøre for mig?', men også: 'Hvad kan jeg gøre for fællesskabet?'"
"Fællesskabsprisen skal ikke nødvendigvis gå til den mest spektakulære indsats. Den skal gå til den, der har gjort en mærkbar forskel for andre."
"For fællesskab bliver ikke skabt af én person. Men nogle mennesker er særligt gode til at få andre til at føle, at de hører til. Det er sådan et menneske, jeg håber, vi finder som den næste modtager," siger Annie Backer.
Du kan indstille din kandidat nu lige her.