Sådan får du fat på TL i julen

Belønning: Nu får valgte ekstra betaling for vigtigt arbejde

Nu er der ekstra penge på vej til medarbejdere, som styrker arbejdsmiljøet på mange af TL’ernes arbejdspladser. Se, om du har ret til belønningen.

TL Nyt
”Det er en fuldt fortjent belønning til vores dygtige og hårdtarbejdende arbejdsmiljørepræsentanter, " siger formand for TL Jannik Frank Petersen om det årlige vederlag til arbejdsmiljørepræsentanterne.
Af Morten Halskov

Har du brugt mange penge på gaver, mad og hygge her op til jul?

Så kan du måske glæde dig over, at du kan se frem til et nyt, kontant bidrag til din økonomi.

Det kræver dog, at du medlem af TL, arbejdsmiljørepræsentant på din arbejdsplads, og at du arbejder under en overenskomst på det private område.

For som noget nyt kan privatansatte arbejdsmiljørepræsentanter få et vederlag på 9.000 kroner hvert år.

Det fik TL forhandlet hjem tidligere i år, da fagforbundet indgik overenskomster for medlemmer på det private område.

”Det er en fuldt fortjent belønning til vores dygtige og hårdtarbejdende arbejdsmiljørepræsentanter. De udfører dag efter dag et enormt vigtigt stykke arbejde med at styrke arbejdsmiljøet på TL’ernes arbejdspladser, ud over at de også passer deres eget arbejde. Det er meget prisværdigt,” siger formand for TL Jannik Frank Petersen til Fagbladet Teknikeren.

Hvad laver en arbejdsmiljørepræsentant?

En arbejdsmiljørepræsentant (AMR) er valgt af kollegerne på arbejdspladsen til at repræsentere deres interesser omkring arbejdsmiljø, sikre at regler bliver overholdt og til at arbejde for et sikkert og sundt arbejdsmiljø.

En AMR skal også holde øje med, at arbejdsskader som for eksempel museskader bliver anmeldt til myndighederne, som de skal. Det gælder både ulykker og sygdomme, som skyldes forhold på arbejdspladsen.

En arbejdsmiljørepræsentant er beskyttet mod afskedigelse og andre forringelser ligesom en tillidsrepræsentant.

Læs også: Skadet på jobbet? Sådan hjælper TL dig

Hvordan får du vederlaget?

De fleste AMR’ere på det private område får udbetalt vederlaget på 9.000 kroner direkte til deres NemKonto i slutningen af 2025. Et mindretal vil modtage vederlaget i løbet af første kvartal af 2026.

Som AMR får du ikke pension og feriepenge af vederlaget.

Hvis du har ret til vederlaget, men ikke er blevet registreret som arbejdsmiljørepræsentant, kan du kontakte TL efter nytår. Det samme gælder, hvis du ved en fejl ikke skulle modtage pengene fra vederlaget på din NemKonto.