Hvad er den vigtigste opgave for TL?
Styrkelse af vores uddannelser
Kim Jørgensen
Lektor hos EA Dania, uddannet energiteknolog, delegeret fra TL Midtjylland
"Jeg synes, Teknisk Landsforbund skal arbejde på at få indflydelse på udviklingen af vores uddannelser - det kan dels være gennem vores repræsentation i skolernes bestyrelse men også andre tiltag. En uddannelse som f.eks. energiteknolog er en bredt favnende uddannelse og den er for mange en rigtig god vej ind på arbejdsmarkedet. Derfor ærgrer det mig også at uddannelsen nu nedlægges i Randers og fremover kun kan tages i København. Jeg mener den vigtigste opgave for TL er at arbejde for udbredelse og styrkelse af vores uddannelser."
Stærkt sammenhold
Kamilla Trans, tekniker i pilotanlæg på Novo Nordisk, delegeret fra TL Hovedstaden og Bornholm.
”Vi skal stå sammen om de ting, vi vil. Vi skal holde fast i, at vi er én forening, der kæmper for det samme og for alle. Uanset om man kommer fra ordnede forhold eller ej. For selv dem med overenskomster er under pres. Hvis vi ikke står sammen, kan vi råbe alt, hvad vi kan, men ingen vil høre på os. Men hvis vi gør det her fælles i én gruppe, kan vi rykke noget. Vi kan sætte en stopper for hårdt arbejdspres og mange arbejdstimer. Arbejdsgiverne skal give os tid til restitution. Der skal være tid til frokostpauserne, for det går ud over vores helbred, hvis vi ikke får dem.”
Kampen for kollegerne
Rico Jensen, teknisk designer hos Lolland Forsyning i Nakskov, delegeret fra TL Sjælland
"Det vigtigste er fokus på medlemmerne. Der er mange store emner, vi skal forholde os til. Men for mig er det vigtigste det nære, mine kolleger. Jeg kan ikke gøre noget ved Trump og Putin, men jeg kan gøre noget ved mine kolleger, der har det skidt. Det er de små skridt, der skal til. Det er i dagligdagen som TR, at jeg kan gøre en forskel og kæmpe for den danske model. Den er under angreb. Vi skal holde fast i det, som vores forgængere har kæmpet for igennem tiderne."