Jannik Frank Petersen er blevet genvalgt til Fagbevægelsens Hovedorganisations forretningsudvalg.
Det skete på FH’s kongres, hvor repræsentanter fra landets fagforbund var samlet for at sætte retningen for hovedorganisationens arbejde de kommende fire år.
TL’s forbundsformand ser frem til at fortsætte sit bidrage til en stærk og samlet fagbevægelse.
”Jeg er både glad og stolt over at være blevet genvalgt til FH’s forretningsudvalg. Fagbevægelsen har en fælles opgave i at stå sammen om lønmodtagernes interesser og imod det pres og usikkerhed, som mange almindelige lønmodtagere oplever,” siger Jannik Frank Petersen.
FH giver politisk gennemslagskraft
FH samler en lang række fagforbund og repræsenterer samlet set mere end en million lønmodtagere. For Teknisk Landsforbund er samarbejdet i FH både en vigtig platform for politisk interessevaretagelse og en mulighed for at løfte de dagsordener, som lønmodtagere på tværs af fag og brancher har til fælles.
Et konkret eksempel er arbejdet for at indføre praktikum på erhvervsakademiuddannelserne. Her arbejdede TL sammen med andre organisationer gennem FH for at få modellen på den politiske dagsorden.
Praktikum skal give nye studerende en bedre og mere praksisnær introduktion til deres uddannelse og er blandt andet tænkt som en vej til at mindske frafaldet.
”Vi har set helt konkret, at FH kan være et stærkt redskab til at skabe politiske resultater. Arbejdet med at få indført praktikum på erhvervsakademiuddannelserne er et godt eksempel. Når vi står sammen med resten af fagbevægelsen om en sag, får vi en gennemslagskraft, som det enkelte forbund ikke altid kan skabe alene. Og den solidaritet går selvfølgelig begge veje. Vi skal også stå sammen om de udfordringer, der rammer lønmodtagere bredt,” siger Jannik Frank Petersen.
TL godt repræsenteret på kongressen
TL deltog med en delegation på FH’s kongres, hvor repræsentanter fra forbundet bidrog til debatterne både fra talerstolen og fra salen.
Kongressen blev samtidig afslutningen på valgperioden for FH’s politiske ledelse.
Morten Skov Christiansen blev genvalgt som formand for FH, mens Nanna Højlund og Flemming Grønsund blev genvalgt som næstformænd.
”På TL’s vegne vil jeg gerne ønske Morten, Nanna og Flemming tillykke med genvalget. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde,” siger Jannik Frank Petersen.
TL afholder sin egen kongres 14.-15. november i Odense Congress Center.