Medlemmer tager godt imod nyt fleksjobnetværk

TL laver netværk for medlemmer, som er ansat i fleksjob. Mange føler sig alene i deres situation, påpeger deltager.

TL Nyt
Foto: Colourbox
Af Ditte Damsgaard

TL afholdt webinar for et nyt fleksjobnetværk den 19. november. Det første webinar blev afholdt i august.

Evalueringerne efter første webinar var positive. 85% var tilfredse, 87% mente, at webinaret levede op til forventningerne.

92% mener i høj eller meget høj grad, at netværket er relevant. Derfor har TL valgt at holde webinarer hvert kvartal. Der er nemlig stor interesse for mere indsigt i ferieregler, pension, lønforhandling, fritvalg og jobskifte, når man er i fleksjob, viser evalueringen.

Svært at finde overskud

Selvom medlemmer ansat i fleksjob har forskellige historier bag sig og årsager til deres situation, så har de meget til fælles. Nogle er usikre på regler, andre er meget optaget af selve identiteten i at være i fleksjob.

En af dem, der deltog ved webinaret, er 48-årige Line Hallbjørnsson. Hun er ansat i fleksjob som konservator på Søfartsmuseet i Helsingør og sidder i kørestol efter en ulykke.

Hun er uddannet kulturhistorisk konservator i England og står for præventiv konservering. Hun sørger for, at alle genstande har det godt og ikke bliver nedbrudt.

”Før min ulykke i 2019 var mit arbejde meget mere fysisk praktisk, men efter jeg er kommet i fleksjob, står jeg mere for logistik, og så tager andre sig af det fysiske.

Hendes arbejde arbejde består i at sikre og beskytte museumsgenstande mod det miljø de bliver udstillet eller opbevaret i.

”Det kan være alt fra skadedyr til lys og fugtighed, men også f.eks. tyveri og håndtering og transport.”

Et netværk er en god idé, mener Line Hallbjørnsson.

”Mange føler sig alene, og der er mange anledninger til, hvorfor man er i fleksjob. Selvom man ikke har samme baggrund og vilkår, kan man godt lære noget af hinanden.”

Der er mange regler at forholde sig til, når man er ansat i fleksjob.

”Der er en grund til, at man er i fleksjob, og ofte er det svært at finde overskud til at sætte sig ind i en masse ting. Der er mange ting i ens liv, som er i omstilling i forvejen. Det er svært at vide, hvor man skal henvende sig med hvad.”

Det kan f.eks. være svært at vide, hvad man kan få af kommunen af hjælpemidler.

Webinaret den 19. handlede om ansættelseskontrakter, og spørgelysten var stor. Næste webinar for fleksjobnetværket afholdes 12. februar 2025 og skal handle om pension. 

Læs mere om fleksjob her.

Anonym rådgivning hos Trivselslinjen

Teknisk Landsforbund har etableret en telefonlinje, hvor du kan få rådgivning om din fysiske og psykiske trivsel og om livsstilsændringer.

Du kan kontakte Trivselslinjen på telefon 70 80 82 18. Trivselslinjen har åben mandag til torsdag fra klokken 08.00 til 16.30 og fredag fra klokken 08.00 til 16.00.