En ny forening gror i disse måneder ud af Teknisk Landsforbund. Med TL i ryggen arbejder unge på at skabe en forening, der skal danne fællesskab om bl.a. det at være ny på arbejdsmarkedet.
”Det handler om at få et fællesskab. Andre fagforeninger har ungdomsorganisationer, hvor de mødes og hygger sig sammen,” siger 28-årige Signe Fritz Pedersen, der er en del af styregruppen.
Foreningen skal rumme unge under 30 og studerende uanset alder. Styregruppen planlægger en bootcamp den 2.-3. november, som skal skyde det hele i gang.
Signe Fritz har selv savnet sådan et fællesskab, siger hun.
”Vi er en bred fagforening, men vi kan stadig sparre med hinanden. Fællesskab er især vigtigt i en tid, hvor mange taler om ungdomsensomhed, depression og mistrivsel. Det skal vi gøre noget ved.”
Netværket handler lige nu mere om fællesskab end om politik. Det er det i hvert fald begyndt med for Signe Fritz. Men hun har også en interesse i fagpolitik, og det kommer til at være kernen.
”Og ud fra det skaber vi et fællesskab. Man kan sagtens tale om politik og have det godt sammen.”
Hun håber, at en masse mennesker har lyst til at være med.
”En ting er at være ung, noget andet er at være ung og ny på arbejdsmarkedet. Hvis man har taget en ny retning, kan man spare med nogle, som selv står samme sted. Det kunne jeg godt have brugt,” siger Signe Fritz, som selv arbejder indenfor fødevareindustrien.
En ungdomsorganisation i TL er hjerteblod for Jimmi Eiberg, formand for TL Hovedstaden og Bornholm og næstformand i TL.
”Vi har brug for en ungdomsorganisation for at sikre, at de unge har en stemme. Det er vigtigt, at unge mennesker får interesse for og kan se sig selv i fagbevægelsen. Det er dem, der skal overtage kampen for, at vi kan leve ordentlige liv med balance mellem arbejdsliv og fritid, ” siger Jimmi Eiberg.