Der er nu opnået enighed i overenskomstforhandlingerne for DIO II - Teknikere. Det betyder, at en ny overenskomst er landet.
Aftalen indeholder en lang række aftaler, hvor det særlig er værd at fremhæve følgende:
- Hævelse af arbejdsgivers pensionsbidrag med 1 procentpoint pr. 1. maj 2025
- Særlig opsparing hæves med 1 procent pr. 1. marts 2026 og yderligere 1 procent pr. 1. marts 2027
- Der indføres vederlag til både tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsenter
- Forbedringer under barsel
- Indførelse af ret til barns 3. sygedag, ret til 2 børneomsorgsdage for bedsteforældre, ret til 2 fridage til at følge nærtstående + ret til 5 dage ved kritisk sygdom/udredning (betalt via særlig opsparing)
- Ret til lønsamtale
Ifølge Jimmi Eiberg, der er regionsformand for TL Hovedstaden og Bornholm, er der stor tilfredshed med aftalen:
"Det har været nogle gode og konstruktive forhandlinger, og jeg er glad for, at vi har sikret mulighed for bedre balance med nye rettigheder til blandt andet barns 3 syge og børnebørns omsorgsdage. Jeg er selvfølgelig godt tilfreds med det samlede resultat, men må også fremhæve, at jeg er ekstra glad for, at det denne gang lykkedes at få indført vederlag til både tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter," siger han.
Det bakkes op af Bodil Sejer, der er regionsformand for TL Syddanmark:
"Vi har sikret, at medarbejderne fortsat har incitament til at blive på arbejdspladsen efter det 65. år, da vi har sikret at pensionsindbetalingerne forsætter til 67. år - og at det fortsat kan være muligt at indbetale til forsikringer via pensionsordningen," siger hun.
Du kan læse hele aftalen her.
Følg med i det seneste nye om OK25 her.