Du kan nu afgive din stemme om OK25-resultatet

OK25: Ny overenskomst for DIO III - Byggeriet

TL Nyt
Af Kasper Schultz Lund

Der er nu opnået enighed i overenskomstforhandlingerne for DIO III - Byggeriet. Det betyder, at en ny overenskomst er landet.

Aftalen indeholder en lang række aftaler, hvor det særlig er værd at fremhæve følgende:

  • 2 % mere på Fritvalgslønkonto
  • 1 % mere på pension
  • Ret til frihed i familiemæssige situationer
  • Vederlag til AMR
  • Uddannelse i forbindelse med afskedigelse
  • Ny bestemmelser for skift af pensionsordning
  • 2 ugers ekstra barsel samt barsel til sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer
  • Mulighed for at omlægge feriefridagene til Fritvalgslønkonto

Ifølge Jannik Frank Petersen, der er forbundsformand for Teknisk Landsforbund, er der tale en modernisering:

"I forbindelse med fornyelsen af overenskomsten har vi moderniseret sproget, så det afspejler nutiden. Det har vi blandt andet gjort ved, at vi hele vejen igennem overenskomsten anvender ordet 'medarbejder' som begreb for at tydeliggøre, at overenskomsten dækker en lang række forskellige arbejdsfunktioner og uddannelsesmæssige baggrunde, som er nødvendige i det moderne byggeri," siger han.

Fra Lene Ertner, der er regionsformand for TL Sjælland, lyder det:

"Det har været et stort ønske, især inden for byggebranchen, at få bedre rettigheder til at kunne fravælge arbejdet til fordel for familielivet. Det har vi sikret med adgang til barns 3. sygedag, børnebørns omsorgsdage og ret til frihed i særlige familiemæssige situationer, ligesom vi har polstret Fritvalgslønkontoen, så der er finansiering til at styrke balancen mellem arbejdsliv og privat. Endelig har vi sikret retten til at afslå overarbejde, når der er særlige begivenheder i familien, der skal fejres," siger hun.

Du kan læse hele aftalen her.

Følg med i det seneste nye om OK25 her.