På en stor byggeplads arbejder ofte folk fra mange forskellige firmaer skulder ved skulder. Hovedentreprenøren på pladsen har måske hyret flere underentreprenører, som igen har hyret andre firmaer.
Det kan gøre det svært at se, hvem der arbejder på pladsen, og hvem de arbejder for.
Men det skal et nyt id-kort ændre på.
Og det glæder TL’s forbundsformand, Jannik Frank Petersen.
“Et fælles, nationalt ID-kort er et af de stærkeste redskaber, vi kan tage i brug mod arbejdskriminalitet, udnyttelse og underbetaling. Det skaber gennemsigtighed og gør det lettere at kontrollere, hvem der arbejder på byggepladserne – og for hvem,” siger han.
Medlemmer har set ulovlige forhold
TL organiserer blandt andre bygningskonstruktører, byggeteknikere og byggekoordinatorer.
Mange af dem har deres daglige gang på byggepladser. Og nogle TL-medlemmer oplever, at ikke alt går efter reglerne på deres arbejdsplads.
I en undersøgelse blandt 383 TL-medlemmer i byggebranchen fra slutningen af 2024 svarede 16 procent, at de havde set ulovlige forhold på deres arbejdsplads.
De fortalte blandt andet om ulovligt arbejde med asbest, manglende certifikater, forurenet jord og illegale migrantarbejdere.
Men id-kortet alene løser ikke alle problemerne, understreger Jannik Frank Petersen.
”Id-kortet gør ikke arbejdet alene. Myndighederne skal bruge det til kontrol og gribe ind, når nogen bryder reglerne. Først da gør det en reel forskel,” siger han.
Hvem skal have et id-kort?
Folketinget vedtog loven om id-kort 3. september.
Den vedtagne lov omfatter bygge- og anlægsprojekter, der samlet koster mere end 100 millioner kroner uden moms.
Som udgangspunkt skal alle, der arbejder på de byggepladser, bære et id-kort. Det gælder også medlemmer af TL.
Folk, der kun besøger pladsen kort og ikke arbejder der, skal i stedet have et gæstekort. Det kan for eksempel være en person, der afleverer en pakke.
Kortet skal vise, hvem du arbejder for
Id-kortet skal både gøre det lettere at se, hvem der arbejder på byggepladsen, og hvilket firma de arbejder for.
Arbejdstilsynet kan kræve at se en medarbejders kort, når tilsynet kontrollerer en byggeplads. Skatte- og udlændingemyndighederne får også mulighed for at bruge ordningen i deres kontrol.
Det er bygherren, der får ansvaret for, at folk på byggepladsen har det rigtige id- eller gæstekort.
Det praktiske mangler at falde på plads
Loven slår fast, at id-kortet blandt andet skal indeholde navn, foto, nationalitet og arbejdsfunktion. Det skal også indeholde oplysninger om arbejdsgiveren og relevante lovpligtige uddannelser.
Men mange detaljer mangler stadig. Beskæftigelsesministeren skal blandt andet fastlægge de praktiske regler for kortet og beslutte, hvornår ordningen skal træde i kraft.
Det er heller ikke afgjort, hvordan ordningen vil fungere i hverdagen på byggepladsen. Derfor ved vi endnu ikke, om den vil give nye opgaver til for eksempel byggeledere, byggekoordinatorer, bygningskonstruktører og installatører.
Den 8. september kom Dansk Arbejdsgiverforening, FH og Danske Byggefag – som TL er en del af – med et forslag til, hvordan id-kortet skal fungere i praksis.
De foreslår, at myndighederne står for et fælles id og et centralt register, mens private firmaer kan levere løsninger til den enkelte byggeplads.