Teknisk Landsforbund (TL) er med, når flere byer i de kommende uger får besøg af en helt særlig bus.
Med Digital Optur besøger en specialindrettet bus byer over hele landet og tilbyder gratis aktiviteter, rådgivning og workshops, der gør det lettere for både unge og voksne at styrke deres digitale færdigheder.
Undervejs vil der være fokus på emner som datasikkerhed, brug af digitale værktøjer, AI-forståelse og digitalt samarbejde.
Formålet med Digital Optur er at sikre, at flere danskere får de nødvendige digitale færdigheder til fremtidens arbejdsmarked.
TL’s formand, Jannik Frank Petersen, fremhæver vigtigheden af, at alle – uanset uddannelsesbaggrund – får mulighed for at følge med i den digitale udvikling:
"Hos TL arbejder vi hver dag for at sikre, at vores medlemmer er klar til fremtidens arbejdsmarked. De digitale kompetencer er en nøgle til at åbne nye muligheder – både for den enkelte og for samfundet. Derfor er vi stolte over at være en del af Digital Optur," siger Jannik Frank Petersen.
Digital Optur er skabt af Dansk Erhverv i samarbejde med flere fagforbund og aktører og støttes af TrygFonden.