Debatindlæg bragt første gang 6. oktober 2026 hos A4 Medier af:
Joakim Lindahl, TL Ungdom.
NÅR VI I FREMTIDENS HISTORIEBØGER læser om dansk uddannelseshistorie, vil der måske stå, at den fuldtidsstuderende afgik ved døden i 2026, og at regeringen med Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Moderaterne blev dens banemænd.
Her gik jeg ellers og troede, at det var meningen, at vi skulle tage vores uddannelser alvorligt. Møde op, forberede os, fordybe os og blive dygtige til vores fag. Derfor blev jeg både overrasket og vred, da jeg læste regeringens forslag om at gøre dimittend-dagpengene afhængige af lønarbejde under studiet. Kravet skal svare til fire timers arbejde om ugen i 18 ud af de sidste 24 måneder. Det lyder måske beskedent fra et ministerkontor, men det er nemt at stille krav til studerendes tid, når det ikke er ens egen hverdag, der skal hænge sammen.
I praksis er det 312 timer, hvor de studerende skal spørge sig selv, om de skal fordybe sig i deres uddannelse, eller om de i stedet skal stemple ind på job.
Da jeg læste til fødevareteknolog, var en stor del af min uddannelse praktik. Jeg arbejdede fuld tid i en virksomhed, havde lange dage og skulle samtidig lære mit fag i praksis og løse projekter som en del af uddannelsen. Når jeg kom hjem, var jeg træt. Ikke fordi jeg var doven, men fordi jeg havde brugt en hel arbejdsdag på præcis det, uddannelsessystemet bad mig om. Med regeringens logik var det bare ikke nok. Jeg skulle også have haft et lønarbejde ved siden af.
Pludselig begynder den gamle socialdemokratiske parole om otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers søvn at se temmelig teoretisk ud.
KONSEKVENSERNE RAMMER heller ikke alle lige. Dine forældre har måske ikke råd til at hjælpe dig, hvis du står uden indtægt efter sidste eksamen. Måske kæmper de selv med økonomien, og måske bruger du allerede flere kræfter end de fleste på at få studiedagen til at fungere.
Med regeringens arbejdskrav skal du så også bekymre dig om, hvorvidt du har fået samlet timer nok til at have et sikkerhedsnet, når uddannelsen slutter. Du synes måske, det var trygt at vælge en uddannelse tæt på dit hjem i Kolding eller Roskilde, men nu skal du også overveje, om du hellere bør flytte til Aarhus eller København, fordi der er flere studiejob. Ikke fordi uddannelsen er bedre, men fordi regeringen har gjort adgangen til dagpenge afhængig af, om der findes et lønarbejde ved siden af dit studie.
Jeg har intet imod studiejob. Tværtimod. De kan give erfaring, netværk og faglighed. Men et studiejob skal være en mulighed - ikke en adgangsbillet til vores sociale sikkerhedsnet. Muligheden for at få et studiejob er ikke ligeligt fordelt, og det samme gælder overskuddet til at passe det. Der er stor forskel på at studere jura i København eller produktionsteknolog i Esbjerg – ikke alle kan nemt få et relevant studiejob.
Regeringen skylder desuden svar på, hvordan kravet skal fungere for studerende i fuldtidspraktik, og for studerende i dele af landet hvor relevante studiejob ikke hænger på træerne. Men mest af alt skylder regeringen et svar på et helt grundlæggende spørgsmål: Hvornår holdt det op med at være nok til at passe sin uddannelse? Og hvornår stopper det med at være de unge, der skal betale gildet?
JEG HAVDE HÅBET, at en ny rød regering ville se på de forringelser af dimittend-dagpengene, som blev gennemført i 2023. Forringelser, der allerede fjernede en stor del af den økonomiske tryghed for nyuddannede. Jeg havde håbet på mere tryghed- ikke endnu et krav. I stedet tager regeringen et sikkerhedsnet, der allerede er blevet tyndere, og klipper endnu et hul i det. Og det provokerer mig særligt, at det sker med Socialdemokratiet og SF i regeringen. Partier, der burde forstå værdien af økonomisk tryghed, og som burde vide, at mulighederne i vores samfund ikke bliver mere lige af at gøre sikkerhedsnettet svagere for dem, der ikke har mor og far som økonomisk reserve.
Drop arbejdskravet. Hjælp gerne studerende med at finde gode og relevante studiejob. Skab flere af dem og gør det lettere at bygge bro mellem uddannelse og arbejdsmarked. Men lad være med at straffe den studerende, der gør præcis det, I bad om: passer sin uddannelse. Uddannelse er ikke en fritidsaktivitet, man laver ved siden af sit arbejde. For studerende er uddannelsen arbejdet. Hvis regeringen har glemt det, er det på tide, vi minder den om det.