Læserbrevet er første gang bragt 26. oktober 2026 i mediet Information
Af Annie Backer Christensen, talsperson for TL Ungdom
Ingrid Kjærgaard, formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, mener, at det er "ungdomsfjendsk" at kritisere regeringens nye beskæftigelseskrav. Men det er Socialdemokratiet, der er ungdomsfjendsk, når man reducerer unges bidrag til samfundet til arbejdstimer på en lønseddel.
Fire timers arbejde om ugen, som regeringen nu lægger op til, at der skal til, før man er berettiget til at modtage dagpenge på dimittendsats efter endt uddannelse, lyder ikke af meget. Men uddannelser giver vidt forskellige muligheder for lønarbejde.
En af mine veninder brugte som radiografstuderende over fire timer dagligt på transport til og fra den praktikplads, som hun var på i ni måneder. Nogle universitetsstuderende har få timer med mødepligt, mange af os på professionsbachelorer går fuldtids i skole eller i praktik.
Ingrid Kjærgaard skriver, at man skal "yde, før man kan nyde". Men hvorfor tæller det kun som at yde, når der står en arbejdsgiver på lønsedlen?
Unge uddanner sig til fremtidens arbejdspladser og tager ansvar for patienter, børn og borgere, når de under deres uddannelser er i praktik ude på virkelighedens folkeskoler og hospitaler. Er det ikke at yde?
Mange unge engagerer sig ved siden af studierne i foreningsliv, demokrati eller fagbevægelse. Frivilligt arbejde kræver utallige ulønnede timer – noget, Ingrid Kjærgaard selv kender til. Det er ikke timer, der går tabt. Det er timer, der bliver ydet til fællesskabet.
Når økonomisk tryghed afhænger af lønarbejde, risikerer vi at gøre andre bidrag mindre værd. Hvem skal tage ansvar for vores fællesskaber, hvis enhver ledig time skal omsættes til en lønseddel? Det er svært at se, hvordan den utryghed skal gøre unge mere selvstændige.
Vi skal stille krav til unge, men også til arbejdsgivere, uddannelsessystemet og politikerne. Løsningen er at gøre det lettere at kombinere arbejde og uddannelse – ikke at skabe økonomisk utryghed.
Det er ikke ungdomsfjendsk at stille krav til unge. Det er ungdomsfjendsk at ignorere deres virkelighed, når man gør det.