Forestil dig, at du har opdaget, at din arbejdsplads ikke overholder miljølovgivningen. Du ved, at det er din nærmeste chefs ansvar, og hun er vidende om lovovertrædelsen. Du vil sige det højt, men er bange for reaktionen. Hvad gør du?
Vi har spurgt TL’s faglige chef, Anton Kraev Christensen, hvilke muligheder du har. Hvem kan du gå til med dit dilemma? Hvordan skal du agere? Og hvordan beskytter de nye EU-regler om whistleblowere dig?
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg er vidne til ulovligheder på min arbejdsplads?
”Vi ser desværre eksempler på, at dem, der råber højt, også er dem, der står uden for porten dagen efter. Og nogle gange også uden mulighed for at få et job i branchen senere. Det er et stort dilemma for den enkelte at stå i. Men der er en vej. Først og fremmest er det vigtigt, at de oplysninger, som du opfatter som ulovlige, er korrekte. Man skal med andre ord være i ”god tro” om rigtigheden af oplysningerne. Dernæst skal du finde den rigtige måde at adressere sagen på – og her vil jeg klart opfordre til, at man kontakter nærmeste leder, HR-afdelingen eller sin tillidsrepræsentant, og derigennem få hjælp til at håndtere sagen. Hvis du ikke har en tillidsrepræsentant, og de øvrige kommunikationskanaler er udelukket på grund af sagens karakter, så kan Den Nationale Whistleblower-ordning (whistleblower.dk) være en mulighed. Som din fagforening, står vi naturligvis også klar til at hjælpe dig.
Alle virksomheder med over 50 ansatte skal nu have en whistleblowerordning. Hvad betyder det?
”Den nye ordning giver en sikker kanal til at rapportere kritisable forhold uden frygt for negative konsekvenser. Det giver tryghed for medarbejderne – og beskytter de mennesker, der tør stå frem og fortælle sandheden. Med de nye regler vil det blive markant lettere at undersøge sagerne lokalt – i stedet for at et nationalt organ, der skal håndtere virkelig mange sager på afstand.