Dette debatindlæg er første gang blevet bragt i mediet Sundhedsmonitor 1. maj 2026.
Ventetider på over 55 uger for et høreapparat er uacceptable. Det er vi helt enige om.
Men når løsningen bliver flere autorisationslag og nye kompetencekrav, risikerer vi at løse det forkerte problem og samtidig svække den faglighed, der allerede holder systemet kørende.
Arbejdsgruppen for Fremtidens Hørerehabilitering – med deltagelse af både patientorganisationer, forskere og store private aktører som GN Hearing, Demant, WS Audiology og Sonova – har sat en vigtig dagsorden. Ambitionen om en 2040-plan for høreområdet er både relevant og nødvendig.
Vi deler alvoren, og Teknisk Landsforbund bidrager gerne til det arbejde, men det er afgørende, at vi rammer rigtigt.
I dag er det audiologiassistenterne, der i praksis får høreområdet til at hænge sammen. Det er dem, patienterne møder. Og det er dem, vi mangler flere af.
Alligevel lægger arbejdsgruppen op til en model, hvor en ny autorisationsordning som udgangspunkt går en bue uden om det helt centrale personale, og lige netop disse faggrupper skal bestå nye prøver for at bevare opgaver, de allerede løser i dag – samtidig med at andre faggrupper bringes tættere på deres arbejdsområde.
Vi skal investere i faglighed, uddannelse og flere hænder
Det er svært at se, hvordan det skulle nedbringe ventetiderne her og nu.
Hvis ambitionen er at få flere patienter hurtigere igennem, så er svaret ikke flere skrivebordsøvelser. Svaret er flere hænder.
Vi mangler audiologiassistenter. Det er den flaskehals, vi skal løse. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at en 2040-plan for høreområdet ikke indeholder en reel plan for rekruttering og uddannelse.
Uden flere faglærte hænder bliver ambitionerne om bedre kapacitet og kortere ventetider svære at indfri.
Et oplagt sted at starte er at sikre flere lærepladser, så flere elever kan gennemføre deres uddannelse. Alt for mange elever på Syddansk Erhvervsskole færdiggør aldrig deres uddannelse, fordi der ganske enkelt ikke er en læreplads til dem. Her har både offentlige og private aktører et ansvar – også de virksomheder, der nu efterlyser løsninger.
Teknologi og kunstig intelligens kan på sigt blive en del af svaret, men de løser ikke den akutte udfordring. Det gør mennesker.
Hvis vi mener det alvorligt med at nedbringe ventetiderne, skal vi investere i faglighed, uddannelse og flere hænder. Og hvis vi endelig skal lave en ny autorisationsordning, bør den ligge hos dem, som har fagligheden i hænderne, nemlig audiologiassistenterne, ligesom vi for eksempel ser det hos sosu’er.