Den menneskeskabte diamant

Dybt inde i et højteknologisk vakuumkammer, omgivet af en glødende sky af plasma, ligger en skive af en diamant.

Skiven placeres i kammeret og opvarmes i en kulstofrig gasblanding ved høje temperaturer, hvorefter kulsto­fatomerne begynder at skille sig ud og "regne" ned over skiven.

Millimeter for millimeter, lag for lag, binder atomerne sig til skiven og op­bygger over to til seks uger en fremstillet diamant. 

Metoden kaldes CVD, Chemical Vapor ­Deposition.

Resultatet er en diamant med stort set samme kemiske, fysiske og optiske egenskaber som en diamant fra jordens indre. Men mens den naturlige diamant er dannet over millioner af år, kan den nye version fremstilles på få uger.

Mange smykkebrands bruger de fremstillede diamanter. Pandora har siden 2021 valgt udelukkende at benytte dem i deres kollektioner og har helt stoppet brugen af diamanter fra miner.

Og i foråret 2026 lancerede Pandora så et femte C, Carbon footprint, der skal angive en diamants CO2-udledning, som ifølge dem er 90 % lavere end diamanter fra jorden.

Teknikeren ser på teknologien, ­materialet og klimaaftrykket bag den voksende industri.

Historien sælger

Liselotte Lyngsøe er fremtidsforsker og har i årevis fulgt diamantmarkedet. Hun beskriver de fremstillede diamanters fremkomst som et Kodak-moment.

”Vi gik fra gamle film til digitale, og lige pludselig blev de allemandseje. På samme måde er der sket en demokratisering af diamanter. Før var diamanter forbeholdt eliten. Det har været symbolet på det, man tog med sig, når man skulle flygte. Nu er det fuldstændig forandret,” forklarer hun.

Derfor vil det i fremtiden i højere grad være diamantens historie, der vil sælge, mener fremtidsforskeren.

”Hvis du kan dokumentere, at det var Queen Elizabeth eller Taylor Swift, der gik med netop denne diamant, så vil folk betale bunker af penge. Så det er deres særegne kendetegn og den måde, de er udformet på, der kommer til at sælge.”

Fremstillede diamanter kan give en eksplosion i kreativitet, mener hun, fordi flere får adgang til at udforske diamanternes potentiale.

”Førhen har diamanter været brugt lidt kedeligt som sten på en ring. Jeg forestiller mig, at der kommer en masse nye designs, hvor kunstnere leger med diamanten på nye måder.”

Diamanter fra et laboratorium taler lige ind i en tidsånd, hvor den yngre generation vægter bæredygtighed højt, forklarer Liselotte Lyngsøe.

Diamanternes klimaaftryk

Forskere fra Chalmers Teknologiske ­Universitet i Göteborg sætter dog spørgsmålstegn ved klimagevinsterne ved fremstillede diamanter.

Anna Furberg, civilingeniør i kemiteknik med teknisk fysik, har undersøgt diamanters livscyklus og sammenlignet miljøbelastningen fra de to primære ­produktionsmetoder, HPHT og CVD.

Hendes forskning viser, at CVD-­metodens miljøbelastning især kommer fra strømforbruget. Klimaaftrykket af­­hænger derfor i høj grad af energikilden og falder markant, hvis konventionel strøm erstattes af eksempelvis solenergi.

For den anden store metode, HPHT, er det ikke kun strøm, men især for­bruget af maskindele lavet af hårdmetal (cemented carbide), der belaster miljøregnskabet.

Niels Ruddy Hansen sætter også spørgsmålstegn ved, hvor bæredygtige fremstillede diamanter er.

Gemmologi er ­læren om ædelsten og blandt andet identi­fikation af sten. ­Uddannelsen til gemmolog er en brancherettet efter­uddannelse, som bl.a. guld- og sølv­smede kan tage.

Fremstillede diamanter er nemlig ikke minedriftfrie, fordi de kræver råstoffer, påpeger han.

”Afhængigt af metoden kræves der grafit, jern, nikkel og kobolt. Og de rå­­stoffer kommer ikke flyvende ned fra himlen, de skal graves op, og det foregår i kæmpe miner.”

Niels Ruddy Hansen forklarer, at en diamant består af kulstof med en hårdhed på 10 på Mohs-skalaen og er det hårdeste naturligt forekommende materiale.

“En syntetisk diamant er i princippet en nøjagtig fabriksfremstillet kopi,” siger han.

”Vi kan dog se forskel på råvarerne, fordi de vokser forskelligt i både den ydre og indre form, som krystallerne antager, mens de dannes,” siger han og uddyber, at naturlige diamanter dannes under et ensartet tryk fra alle sider.

Derfor kan kulstofatomerne binde sig til krystallet fra alle retninger, ­hvilket typisk resulterer i et oktaeder (en dobbelt ­pyramide med otte flader). De får altså en kompleks og unik indre struktur, hvorimod fremstillede diamanter vokser mere ensidigt.

”Så snart den er slebet, skal vi bruge specielle instrumenter for at se vækstlinjer under mikroskop eller fluo­rescens under kortbølget UV-lys. ­Syntetiske diamanter lyser op i bl.a. grønne, orange og røde nuancer, mens naturlige diamanter er mest blålige,” uddyber Niels Ruddy Hansen.

Gennemsigtig markedsføring

Han påpeger vigtigheden af, at der er ærlighed om en diamants oprindelse, så kunderne kan træffe et kvalificeret valg.

”Markedsføringen skal være i orden. Jeg så lige en plakat med reklame for diamantsmykker, hvor ’labgrown’ stod med små bogstaver, og ordet diamant stod med stor dominerede typografi.”

CIBJO og flere andre aktører, som World Federation of Diamond Bourses, insisterer på at kalde fremstillede diamanter for syntetiske, selvom flere producenter mener, at det er vildledende, når nu diamanterne er kemisk, fysisk og optisk identiske.

”Definitionen på et produkt, som er en eksakt kopi, men fabriksfremstillet, er syntetisk,” siger Niels Ruddy Hansen.

Kan der også være økonomiske ­interesser i at opretholde fortællingen om ægte diamanter?

”Selvfølgelig. Det er da et spørgsmål om penge, men på vores side handler det om troværdighed. En naturlig diamant er et mineral. Et mineral er opstået i naturen ved en geologisk proces. ­Fremstillede diamanter er ikke ægte diamanter, og det skal forbrugerne vide,” mener Niels Ruddy Hansen.

Diamanter på grøn strøm

Pandora oplyser til Teknikeren, at de ­bruger CVD-metoden og 100 % vedvarende energikilder, hvilket nedbringer CO2-udledningerne markant. Deres ­diamanter fremstilles i USA og Indien.

Fremstillingen af én carat Pandora laboratorieskabt diamant udleder 12,58 kg CO2e, inklusive slibning og polering, uddyber Pandora.

Sammenlignet med minedrift er laboratoriedyrkning af diamanter en relativt enkel proces, som ’blot’ kræver energi og gas, skriver de.

”Diamantminer er derimod ­baseret på omfangsrige forundersøgelser og anlægsbyggeri, mens selve driften ­kræver sprængstoffer, tungt maskineri og store mængder fossil energi.”

Pandora henviser desuden til Geoscience Australia, som har regnet ud, at der skal udvindes omkring 1.250 ton malm for at producere ét gram diamant.

Pandora kalder deres diamanter for ”Pandora Lab-Grown Diamonds”.

”Lab-grown er den gængse be­­tegnelse for kategorien og den, de fleste forbrugere forstår og bruger. Mine­industrien vil hellere kalde dem ”synte­tiske”, fordi ordet antyder, at laboratorieskabte diamanter er falske og ikke ægte. Det er ikke korrekt. Laboratorieskabte diamanter er ægte diamanter, identiske med minediamanter, men dyrket over ­jorden i stedet for at blive udvundet fra en mine.”