Det var et rakkerliv.
Sådan beskriver den 36-årige energiteknolog Yonas Meshaima livet som professionel balletdanser. Han fik store roller i England og Irland, men levede i en kuffert.
Det gav ham en trang til at søge hjem, men han vidste ikke helt, hvad han skulle tage sig til. Balletten havde opslugt fem formative ungdomsår, siden han flyttede til Stockholm fra Holstebro som 17-årig og gik på Kungliga Svenska Balettskolan.
”Det var en vild tid. Balletverdenen er helt andet liv, en boble,” siger han.
Det var nærmest et terningekast, der afgjorde, at han søgte ind på elektrikeruddannelsen.
”Jeg vidste bare, at jeg skulle noget med hænder og hoved, og matematik har jeg altid haft nemt ved. Jeg stoppede som balletdanser ved juletid, da jeg var 23 år, og startede på grundforløbet som elektriker i januar,” siger han.
Efter et stykke tid på studiet kunne han mærke, at årene med pres og forventninger havde sat et tydeligt aftryk på ham.
”Min identitet var jo at være balletdanser, så hvem var jeg uden? Det var en mærkelig tid, og jeg fik en form for identitetskrise.”