Et børnehospital designet indefra

Foran Rigshospitalets hovedindgang i København står et hus med samme runding som en fingerspids.

Indenfor ligger tennisketchere, møbler, legetøj og papudgaver af fremtidens børnehospital Mary Elizabeth Hospital (Marys) spredt rundt.

Huset hedder Testhuset og er en 1:1-model af en af det nye hospitals 22 fingerspidser.

Ovenfra ligner det nye børnehospital nemlig børnehænder, og hver fingerspids skal rumme legepladser og krea-værksteder – områder fri for behandling.

Marys er ikke færdigt endnu. Det er lige nu en byggeplads. Så det er bl.a. i Testhuset, servicedesigner Sarah Borup laver workshops med børn og unge, når hun skal finde ud af, hvad deres behov er.

”Vi har f.eks. haft 13 unge patienter forbi til workshop. På Rigshospitalet ligger et kreativt værksted, SMILET, og det skal med over på Marys. De nye rammer giver ikke kun mulighed for en ny indretning, men for at gentænke det eksisterende tilbud. Vi havde brug for de unges hjælp til bedre at forstå deres behov for et kreativt tilbud, så det kan tænkes ind både i det fysiske rum og i servicelaget,” forklarer hun Teknikeren en sensommerdag, hvor vi sidder badet i lys fra de store vinduer i Testhuset.

Post-Its med budskaber om plads til kørestole og behovet for kontakt til folk uden kitler vidner om en proces med mange inputs.

Design ud fra tryghed

På Rigshospitalets nordside er Marys under opførelse og skal stå færdigt i udgangen af 2027.

Siden 2014 har Rigshospitalet, Region Hovedstaden og Ole Kirks Fond arbejdet på hospitalet med fornyet fokus på leg og hjemlige rammer.

Marys har fået øremærket penge til at skabe den bedste hospitalsoplevelse for familierne.

Det indebærer blandt andet, at meget af behandlingen kommer ud på sengestuerne, fremfor at børnene skal flytte sig fra afdeling til afdeling.

Sarah Borup er uddannet fra Designskolen Kolding og har arbejdet i Marys Byggeorganisation i snart seks år. I teamet Brugeroplevelsen arbejder hun sammen med bl.a. legedesignere, antropologer, produktdesignere, digitale designere og arkitekter om patienters, pårørendes og personales behov.

”Vi har tænkt hele hospitalsoplevelsen forfra og undersøgt, hvordan vi skal prioritere brugernes behov i specifikke rum eller løsninger. Jeg er brugernes advokat, kan man sige. Og det er meget meningsfuldt for mig. Det bliver aldrig en god oplevelse at komme på hospitalet, når ens børn er alvorligt syge, men vi kan bidrage til trygge og værdiskabende rammer omkring behandlingen.”

Hun finder ud af, hvad brugerne har brug for ved at snakke med dem, observere, stille spørgsmål og lave work­shops. Og det er det mest meningsfulde ved jobbet, synes hun.

Inputtene samler Sarah Borup og hendes kolleger i en behovsbank. Her har de oplistet de behov, som løsningerne på hospitalet skal svare på.

”Så vi er nødt til hele tiden at gå tilbage og genbesøge brugernes behov for at sikre os, at vi har løst det.”

Hun har testet sine designs flere steder på Rigshospitalet, f.eks. på Afsnit for Tab, hvor forældre bliver indlagt, hvis de mister et barn sent i graviditeten. Sammen med afsnittets personale og kolleger var Sarah Borup med til at forvandle et koldt og klinisk lokale til et trygt rum.

”Vi undersøgte, om det har en effekt, hvis vi indfører nogle af de designgreb, vi vil bruge på Marys. Personalet kunne tydeligt mærke forskellen hos dem selv, men allervigtigst hos de indlagte familier, og det gjorde en meget større forskel, end vi havde regnet med.”

Legen fortsætter

I projektets start blev Sarah Borup overrasket over, at selvom et barn er meget sygt, så leger det hele tiden.

”Det kan godt være, legen er meget begrænset,” siger hun og tager hænderne op foran sig, som om hun holder to små legetøjsfigurer.

”Men leg skaber tryghed.”

I Testhuset hænger en rendering af en legeplads med navnet Vestkysten, som skal ligge i en af fingerspidserne. Man kan næsten høre Vesterhavets brusen, når man kigger på de fiskekuttere og fyrtårn, børnene kan klatre i.

Hvis et barn ligger på sengestuen og er meget sygt, så kan det dog næsten være en hån, at der er 22 fantastiske legepladser, barnet ikke kan bruge, forklarer Sarah Borup.

Derfor har de lavet et koncept som skal understøtte legen, også når de er sengeliggende patienter.

”De får en bid af Vestkysten, så det passer ind i en leg på sengestuen. Man kan ikke give den fulde oplevelse, men man kan indrette en leg, så det giver mening, når man er syg.”

Farver viser vej

Vi går over til byggeriet. Sarah Borup tager hjelm, sikkerhedssko og vest på og begiver sig ind på byggepladsen. Hendes kontor ligger ved siden af det gigantiske byggeri, men hun går ind på Marys ca. en gang om ugen for at følge med.

Maling står på trapperne, høj musik spiller, og håndværkere myldrer rundt. Sarah Borup går målrettet og ved præcis, hvor vi skal hen.

Hun viser farverne på de forskellige sengestuer, som skal give en mere hjemlig stemning. Den ene væg i rummet er hvid, og det personalets arbejdszone, forklarer hun.

”Farverne er familiernes zone. Det er vigtigt, at patienterne kan se farverne, så de farvede vægge ikke er bag ved deres seng.”

”Og hvert badeværelse har en flise med en børnetegning, som er tegnet af børn i Smilet,” siger hun på et rungende badeværelse og bemærker, at de gerne ville have haft mere varme farver her – det er lidt for hospitalsagtigt lige nu.

På vej videre viser hun en stor lilla hånd og en terning med tre øjne, der fylder væggen. Det er eksempler på wayfinding i børnehøjde, som de lige nu er ved at teste.

At spise sammen

Sengestuerne skal give plads til familieliv og rutiner.

”Der skal være mulighed for at leve et liv,” siger Sarah Borup.

På stuerne kan familierne derfor klappe et bord ned og spise sammen, og de kan vælge den mad, der minder mest om det, de får derhjemme.

For familierne er det også vigtigt, at personalet banker på, når de skal ind.

”Vi har også testet et morgen­madskoncept for Marys. Det betød mere, end man skulle tro. Forældrene oplevede det som omsorg. Vi havde kokke, der lavede pandekager og omeletter. Vi skruede lige op for kvaliteten, og anrettede det lidt pænere. Næsten som at være på hotel.”

Det kan næsten lyde utopisk i et presset sundhedsvæsen, og Sarah Borup ved også godt, at der skal indgås kompromiser.

”Og det er noget af det hårdeste i det her. Vi startede vores projekt mere isoleret fra virkeligheden. Brugerne ønskede sig rigtig mange ting. Men kan det gøres rent? Og kan man betale for det?”

Hun peger på, at Rigshospitalet allerede nu har taget flere af Marys koncepter til sig, blandt andet omkring maden.

Når hospitalet åbner, håber Sarah Borup, at familierne vil opleve, at det er lettere at finde rundt, at deres syge barn kan lege på stuen, at familien kan spise sammen. At personalet banker på døren.

Det er alt sammen hendes arbejde. Men servicedesign er lidt usynligt, siger hun.

”Jeg har ikke særlig meget flot og flashy designarbejde eller smukke billeder at vise frem. Servicedesignere ser på helheden, og vi sikrer os, at behovet, visionen eller problemet fra starten bliver løst i sidste ende,” siger Sarah Borup.