Er du nyuddannet? Klik her - for ret til dagpenge, rådgivning og meget mere

Michael efter 25 år som freelancer: Det psykiske arbejdsmiljø er svært mange steder

Der kommer flere og flere freelancere i teaterbranchen. Og det handler rigtigt meget om bundlinje i branchen, oplever skrædder Michael Nøhr.

Design
"Man har som freelancer oftere dårligere arbejdsvilkår, end de fastansatte har," siger skrædder Michael Nøhr, der har arbejdet som freelancer i teaterbranchen i knap 25 år. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.
Af Morten Halskov

Der er sket store forandringer for medarbejderne i teaterbranchen inden for de senere år.

Det mener Michael Nøhr, som designer og syr kostumer.

Den 50-årige skrædder har arbejdet som freelancer i teaterbranchen i knap 25 år, og hans holdning er klar:

”Det psykiske arbejdsmiljø er svært mange steder. Og man har som freelancer oftere dårligere arbejdsvilkår, end de fastansatte har,” siger Michael Nøhr til fagbladet Teknikeren.

”Der er nogle store steder, hvor der er penge, og der bliver bedre arbejdsforhold. Men jeg kan også se andre steder, hvor arbejdsforholdene bliver dårligere og er under pres. Der er nogle steder, hvor det godt kan være lidt sådan, at man bare er på gæstevisit. Tidligere hørte man ligesom lidt mere til, selvom man var freelancer,” siger han.

Mindre kultur, mere administration

Michael Nøhr oplever, at der i teaterbranchen kommer flere og flere freelancere. At der bliver færre og færre faste stillinger. Og der heller ikke er så mange elever på arbejdspladserne som førhen.

”Tidligere kunne vi være rigtig mange ansatte på skræddersale rundt om i landet, det blev prioriteret ret højt, og man kendte til nødvendigheden. I dag handler det rigtig meget om bundlinje, nedskæringer, nedskæringer og nedskæringer. Set fra min stol ser det ud som om, at der bliver mere og mere administration, og mindre og mindre af det, de administrerer. Det er tankevækkende, at der bliver mindre af selve produktet,” siger han og konstaterer:

”Det er trist. Jeg synes, at kulturpenge skal gå til kultur og ikke til administration. Hvis der ikke er noget teater, er der heller ikke noget at administrere.”  

På rette hylde

Michael Nøhr er uddannet på Det Kongelige Teater og har arbejdet dér samt på Statens Teaterskole.

Som freelanceskrædder og kostumier har han lavet alt fra tanke til færdigt projekt inden for teaterkostumer. Han tager mål af folk, bestiller materialer, designer kostumer samt syr og prøver dem.

Michael Nøhr har arbejdet over hele landet. Men især hjemmefra på sin bopæl på Fyn, fordi mange teatre ikke har deres egne værksteder.

I slutningen af maj i år blev han for anden gang ansat som kostumechef hos Svendborg Balletteater – denne gang for mindst ti måneder.

TL’eren føler sig meget privilegeret – og kan ikke tillade sig at klage over sin løn, som han formulerer det.

“Jeg er virkelig glad for mit arbejde. Jeg har nogle gange tænkt, at nu skal jeg noget andet for at blive lidt mere fast, men jeg vender altid tilbage. Og nu tror jeg, at jeg tænker, at jeg er ligesom på min hylde,“ siger Michael Nøhr.

Siger op

Når freelanceskrædderen har været i tvivl, om hvorvidt han skulle fortsætte i teaterbranchen har det tit været på grund af arbejdsforholdene i branchen, fortæller han.

Kostumieren har i sin karriere flere gange oplevet, hvordan passion bliver mødt med pres.

I 2022 var han hyret til et job inden for museumsverdenen.

”Der blev bare lagt mere og mere på. Og chefen spurgte os også ud om hinanden. Der var simpelthen så mange personalesager. Der var virkelig et dårligt psykisk arbejdsmiljø,” siger Michael Nøhr.

Derfor sagde han selv sit job op.

Stress slider

I stedet fik han hyre som freelancer hos et teater, hvor der blandt andet var problemer med dårligt arbejdsmiljø.     

”Jeg var ikke fastansat, så det kunne jeg lidt selv gå at rode med. Jeg følte mig lige så træt, når jeg vågnede, som når jeg gik i seng. Jeg kunne ikke huske og blev grådlabil. Det var især min hukommelse, det gik ud over,” siger Michael Nøhr og uddyber:

“Det var det med, at der altid blev bygget ovenpå og ovenpå. Der kom flere og flere opgaver, og man løber stærkere og stærkere uden at mærke det, før man knækker. Der var et psykisk pres. Jeg var heller ikke kommet ovenpå efter oplevelserne i museumsverdenen.”

Kostumieren arbejdede i et halvt år på teateret. Derefter gik han ned med stress. Og var sygemeldt i cirka fire måneder, fortæller han.

”Et stressforløb slider,” siger Michael Nøhr.

Hold fast i dig selv

Er det en branche, du vil anbefale andre at uddanne sig inden for? 

”Ja. Helt sikkert,” siger Michael Nøhr.

”Jeg synes, det er en rigtig dejlig branche. Det er jo bare ærgerligt, når man har de der oplevelser, der kan knække én psykisk,” tilføjer han.

Har du set andre i branchen, der er blevet knækket? 

”Ja, ja, ja. Ork,” siger freelanceskrædderen.

Hvis du skulle give et godt råd til nyuddannede eller andre, der er på vej ind i branchen, hvad skulle det så være?    

”Man skal holde fast i sig selv og ikke gå over sine egne grænser,” siger Michael Nøhr.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL