Teknisk Landsforbund holder lukket fredag den 26. april.

Nyt liv i gammelt dansk væveri

Tekstildesigner Vivi Mailund er med til at fremtidssikre et lille midtjysk væveri med stolte traditioner.

Arbejdsliv
Video: Kåre Viemose
Af Marie Preisler

Ved første øjekast skiller Kjellerup Væveri sig ikke ud: en gul villa sammenbygget med en grå produktionshal skråt over for en tankstation på hovedgaden i byen Kjellerup mellem Silkeborg og Viborg. Men når man træder indenfor, bliver det straks tydeligt, at her er en arbejdsplads og produktion, der er alt andet end almindelig.

Labradoren Winston kommer hen og snuser til goddag, og Vivi Mailund giver hånd (med sin nyfødte søn Hans på armen). Bag os høres en systematisk banken. En lyd, de færreste danskere i dag kender, nemlig lyden af vævemaskiner i gang.

Fra garn til vævet tekstil
Størstedelen af den danske tekstilproduktion er for årtier siden udflyttet til Sydeuropa, Østeuropa eller Fjernøsten, men væveriet i Kjellerup flyttede ingen steder og har vedholdende designet og vævet tekstiler lokalt og i næsten uændrede fysiske rammer siden 1950.

Interiøret er i en 50er-stil, som vist har været moderne igen, men uændret her: kork på gulvet og høje finérpaneler i medarbejderkøkkenet. Computeren, der bruges til programmering af vævene og selve vævemaskinerne, er også af ældre dato. Og selvom det hele fungerer, er en modernisering af virksomheden nu i gang.

Væveriet fik i 2018 nye ejere, som blandt andet har tilknyttet nye tekstil-designere, herunder Vivi Mailund som har titel af assisterende tekstildesigner men som løser mange forskellige opgaver:

”Jeg er med til at skabe nye designs, lave mønstre og prøvevæve dem. Selve produktionen står væveriets vævere for, men jeg er også med til teste kvaliteten, og jeg har også lidt kundekontakt og salg. Jeg er inde over hele tilblivelsen fra garn til færdigt vævet tekstil. Det er en fascinerende proces.”

Væv med Vivi
Vivi Mailund var ret uinteresseret i vævning, da faget var på skemaet på tekstildesigner-uddannelsen

”På skolen lavede vi opskrifter til vævning på store skaftevæve, og det fangede mig slet ikke. Men jeg blev senere optaget af væverammen. Det er en simpel form for vævning, som alle kan lære. Jeg begyndte at væve tekstiler på væveramme, udbød kurser i at væve på væveramme og skrev bogen ’Væv med Vivi’.”

Produkter og kurser solgte og sælger hun stadig via sin webshop, som hun etablerede, da hun efter endt uddannelse besluttede at starte som selvstændig. Webshoppen driver hun nu på hobby-niveau ved siden af at være fastansat på væveriet og småbørnsmor. Webshoppen rummer også en række videoer om vævning.

Vivi Mailund

  • Designassistent på Kjellerup Væveri A/S
  • Uddannet tekstildesigner i 2017 fra VIA Design i Herning
  • Forfatter til bogen ’Væv med Vivi’ om at væve på væveramme
  • Driver i fritiden web-shoppen vivimailund.dk, hvor man kan købe
  • bogen og væveredskaber, og hvor hun udbyder vævekurser
    31 år
  • Bor i Gjern med mand og to små børn

Vivi Mailund var glad for sit liv som selvstændig, men er også meget glad for jobbet på Kjellerup Væveri, som var en ny stilling, der opstod på grund af lige dele tilfældighed og ihærdighed, forklarer hun:

”Jeg søgte på nettet efter et væveri, der kunne væve nogle meter stof til puder for min webbutik. Stoffet skulle se håndvævet ud, og Kjellerup Væveri dukkede op. Jeg kendte ikke væveriet men tog kontakt til ejerne, som var særdeles imødekommende og hjælpsomme.”

Til en start fik hun lov at låne væveriets vævemaskiner, og puderne fik hun solgt ind til en håndfuld bolighuse. Derefter spurgte ejerne, om hun ville hjælpe væveriet med markedsføring på sociale medier, som hun selv bruger flittigt i forbindelse med sin webshop. Det sagde hun ja til, og de seneste tre år har hun været fastansat på væveriet.

FDB og FN på kundelisten
Kjellerup Væveri designer og væver tekstiler til indretning: møbelstof, gardiner, duge og puder. I et kontor ud til hovedgaden i Kjellerup holder chefdesigner Lykke Bloch Kjær til. For nylig har hun og Vivi Mailand f.eks. udviklet nye versioner af et klassisk hestedækken i ternet mønster, til bl.a. puder for FDB-Møbler.

”Det er interessant at være med til at udvikle et gammelt håndværk og tekstil af høj kvalitet. I dette projekt har vi udelukkende eksperimenteret med kombinationen af farver. Farver, der ses på én måde når vi sammensætter ved hjælp af garnprøver, og ændrer sig i vævningen fordi de valgte farver (skuddene) blandes med farven på væven (kæden). En løbende og til tider overraskende designproces, hvor man hele tiden får nye input og ideer.”

Om Kjellerup Væveri

  • Designer og væver tekstiler til indretning.
  • Produktionen foregår i Kjellerup i Midtjylland
  • Virksomheden blev stiftet i 1950 og fik nye ejere i 2018
  • Blandt kunderne er House of Finn Juhl, PP Møbler, Getama, Carl Hansen & Søn og FDB Møbler
  • Har vævet tekstiler, udviklet af formgiver Hanne Vedel, herunder tekstiler til Finn Juhl-salen (Formynderskabsrådssalen) i FN-bygningen i New York
  • Nuværende chefdesigner er Lykke Bloch Kjær
  • Virksomheden har syv faste medrbejdere og hunden Winston

Kunderne er generelt små og store møbel­polstrere, møbelhuse og arkitekter i ind- og udland. Væveriet er ordreproducerende og væver på ­bestilling. Foruden den faste kollektion af tekstiler tilbydes også specialdesigns.

Tråde, garner og knuder
Produktionen foregår i et stort lokale i den anden ende af væveriet. Her står vævemaskiner på rad og række og banker løs. Princippet i dem er enkelt: først opsættes op til 2.000 tråde i væven, og dernæst bliver vævemaskinen ’fodret’ med det mønster, den skal væve og de garner, som indgår i mønsteret.

Når væven derefter startes, fører maskinen en garntråd frem og tilbage mellem de opsatte tråde, og hver række garn der lægges, bliver banket på, så tekstilet bliver tilpas fast – deraf bankelydene.

Væveriets chefvæver Huong Nguyen er i forbindelse med ejerskiftet blevet medejer af virksomheden. Hun holder sammen med sine to væver-kollegaer løbende øje med at vævemaskinerne kører, som de skal.

Én af de ting, væverne holder øje med er, om garnet danner knuder. Hvis der opstår en knude, skal den trækkes om på bagsiden af tekstilet – en proces som i vævning kaldes nobning.

Når tekstilet er vævet færdig, ender det på en rulle, og så følger endnu en kvalitetssikring, hvor tekstilet lægges på et lysbord og igen tjekkes for blandt andet knuder. Derefter bliver stoffet dampet, inden det sendes til kunden. Når der bliver vævet nye designs, væves nogle ekstra meter, som ved sybordet på første sal klippes ud i vareprøver.

De garn-kvaliteter, væveriet benytter indkøbes i blandt andet Italien og i Tyskland og er af høj kvalitet, forklarer Vivi Mailund. Til møbelstof og puder anvendes kæde af bomuld og skud af forskellige uldkvaliteter. Til gardiner anvendes polyester.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL