Er du nyuddannet? Klik her - for ret til dagpenge, rådgivning og meget mere

Forbundsforbund oplevede et mere løsningsorienteret Folkemøde end nogensinde

Efter flere dage med debatter er det ikke uenighederne, Jannik Frank Petersen tager med hjem fra Folkemødet. Det er oplevelsen af et mere løsningsorienteret Danmark, der er klar til at diskutere fremtidens arbejdsliv. Og at TL's synpunkter er mere efterspurgte end nogensinde.

TL Nyt
Debat om det gode arbejdsliv på Folkemødet 2026. Fra venstre: Hakon Mosbech (Zetland), Jannik Frank Petersen (TL formand), Pernille Knudsen (DE), Annie Backer (TL Undgom) og Jesper Brask Fischer (PFA). Carsten Snejbjerg
Af Sebastian Risbøl Jacobsen

Kunstig intelligens, mangel på arbejdskraft, trivsel, pension og grøn omstilling.

Der var ikke mangel på store udfordringer på årets Folkemøde. Alligevel er det ikke bekymringerne, der fylder mest hos TL's forbundsformand Jannik Frank Petersen, når han ser tilbage på dagene i Allinge.

Tværtimod.

”Jeg oplevede et mere løsningsorienteret Folkemøde end tidligere. Et Folkemøde, hvor flere var optaget af at finde fælles svar på udfordringerne end af at markere uenigheder,” siger han.

For Jannik Frank Petersen adskilte årets Folkemøde sig fra tidligere år ved, at alvoren syntes at være rykket tættere på.

”Måske er det krigene, klimaudfordringerne eller de store teknologiske forandringer. Måske er det erkendelsen af, at vores arbejdsmarkedsmodel ikke kommer af sig selv, men kræver vedholdenhed og stærke fællesskaber. Uanset årsagen oplevede jeg flere samtaler om løsninger og færre skyttegrave," siger Jannik Frank Petersen.

TL er efterspurgte

Det var også et folkemøde med et mere tætpakket program for Teknisk Landsforbund end tidligere.

Foruden vores egne debatter oplevede forbundsformanden, at TL's talspersoner var mere efterspurgte i andre debatter, og samlet set blev det til 12 debatter over tre dage, hvor Teknisk Landsforbund var repræsenteret. 

Det skyldes en vedholden indsats med at få vores budskaber ud over rampen, men også at Teknisk Landsforbund Ungdom har lagt mange kræfter i deres arbejde.

"Det vidner for mig om en langstrakt jætteindsats fra hele organisationen for at få TL på landkortet, og jeg er utrolig stolt og imponeret over både de ansatte og TL Ungdoms indsats, som virkelig bærer frugt," siger Jannik Frank Petersen.

Artiklen fortsætter under billeder.

Fremtidens arbejdsliv på dagsordenen

Et af de temaer, der gik igen på tværs af debatterne, var spørgsmålet om fremtidens arbejdsliv.

Hvordan håndterer vi kunstig intelligens? Hvordan sikrer vi adgang til efteruddannelse gennem hele arbejdslivet? Hvordan får flere lyst og mulighed for at blive længere på arbejdsmarkedet? Og hvordan skaber vi et arbejdsliv, som mennesker både kan trives i og holde til?

Det var spørgsmål, som Jannik Frank Petersen diskuterede på tværs af en række debatter med blandt andre Jacob Holbraad fra Dansk Arbejdsgiverforening, Pernille Knudsen fra Dansk Erhverv, Dorrit Brandt fra Finansforbundet, Christian Holst Vigilius fra Det Konservative Folkeparti og en lang række politikere, organisationer og eksperter.

De var sjældent enige i alt, men som regel enige om de store linjer. 

På FH's scene satte TL og Finansforbundet særligt fokus på arbejdstid gennem debatten TIMELINE LIVE. Her blev historiske begivenheder om arbejdsmarked, teknologi og samfund placeret på en stor tidslinje.

Pointen var enkel. Siden Danmark senest sænkede arbejdstiden kollektivt i 1990, har vi fået internet, smartphones, sociale medier og kunstig intelligens. Men arbejdstiden er stadig 37 timer.

For TL er det et tegn på, at tiden er moden til igen at diskutere arbejdstidens udvikling.

”Teknologien har ændret næsten alt ved vores arbejdsliv. Derfor er det også naturligt at diskutere, om arbejdstiden skal udvikle sig. Vi mener, at der er brug for forsøg med kortere arbejdsuger og nye måder at indrette arbejdslivet på,” siger Jannik Frank Petersen.

Mere end arbejdsudbud

I en anden debat i PFA's telt argumenterede Jannik Frank Petersen for, at fremtidens arbejdsudbud ikke kun handler om at få mennesker til at arbejde mere.

Det handler også om at skabe arbejdspladser og arbejdsliv, som flere kan holde til gennem et helt arbejdsliv.

Her pegede han blandt andet på behovet for kortere arbejdstid over et helt liv, bedre muligheder for efteruddannelse og nye måder at kombinere arbejde, familieliv og seniorliv på.

”Hvis vi vil have flere til at blive længere på arbejdsmarkedet, skal vi også gøre arbejdsmarkedet mere attraktivt. Det er en diskussion, jeg oplever, at stadig flere er klar til at tage,” siger Jannik Frank Petersen.

En særlig politisk iværksætterånd

Introduktionen og implementeringen af AI har kun accelereret behovet for disse samtaler.

Men også snakken om uddannelse, sporskifte og videreuddannelse, der også var en del af debatten med Stina og EA-holdet hos Danske Erhvervsakademier fredag.

Fælles for alle debatterne var dog en fælles vilje om at finde løsninger og gå forlæns ind i de nye muligheder.

Derfor forlader forbundsformand Jannik Frank Petersen også folkemødet med håb og stor optimisme.

”Der er som om, der er har indfundet sig en særlig politisk iværksætterånd. Vi er kommet op ad skyttegravene og klar til at lytte og samarbejde. Den ånd håber jeg, fortsætter de kommende år,” siger han.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL