CO-industri og Dansk Industri tog mandag den 6. januar hul på forhandlingerne på industriens område, som dækker omkring 230.000 privatansatte lønmodtagere.
CO-industri er et samarbejde mellem ni fagforbund, heridblandt Teknisk Landsforbund, som forhandler industriens overenskomster på vegne af 230.000 lønmodtagere.
Foruden de omfattede medlemmer har Teknisk Landsforbund mange flere medlemmer, der indirekte bliver påvirket af forhandlingerne.
Resultatet er nemlig toneangivende for de øvrige private overenskomster og smitter af på virksomheder uden overenskomster og på det offentlige område.
CO-industris formand Claus Jensen, som er formand for Dansk Metal, og CO-industris næstformand Mads Andersen, der er formand for 3F Industri sidder ved forhandlingsbordet på lønmodtagersiden.
På arbejdsgiversiden sidder Dansk Industris administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen og viceadministrerende direktør Kim Graugaard.
TL deltager aktivt i forhandlinger igennem CO-Industri og organisationens forhandlingsudvalg.
Fritid og ordentlig løn
Teknisk Landsforbund indsamlede i 2024 krav til OK25 fra privatansatte medlemmer. De krav er blevet behandlet i forretningsudvalget i CO-industri og er nu med i bunken af krav.
”Vi har haft en lang liste af vigtige emner med – det er især ønsket om bedre balance mellem fritid og arbejdsliv. Og så skal lønnen være i orden,” siger Jannik Frank Petersen, forbundsformand i TL.