Peter gik forrest med den røde fane: “Det er en ære”

Peter Thyregod sang ikke med, da han lørdag klokken 9 bar TL's røde forbundsfane gennem kongressalen i Odense. Først da han stod oppe ved scenen, begyndte han at synge med på kampsangen Når jeg ser et rødt flag smælde.

Den tidligere formand for TL i Nordjylland har båret den røde fane mange gange før. Men han mærkede alligevel noget særligt, da han gik gennem salen.

“Jeg tænkte på, at der var en lille højstemthed, og det er der jo med faner, for det er ligesom noget vigtigt,” siger Peter Thyregod.

Han sammenligner det med at se Dannebrog. Når man får øje på flaget, glæder man sig over at genkende det.

For ham symboliserer den røde TL-fane både fællesskab, traditioner og arbejderbevægelsens kamp gennem årene.

“Som æresmedlem er det jo en ære at få lov at bære forbundsfanen ind,” siger Peter Thyregod.

Men samtidig nedtoner han sin egen rolle:

“Jeg synes, alle, der er her til kongressen i dag, kunne have båret fanerne, fordi de bærer den samme ånd og det samme fællesskab for Teknisk Landsforbund, som jeg gør. Så som sådan, er jeg bare en del af en helhed."

En tung fane med mange minder

Peter Thyregod har været faglig aktiv i TL i over 30 år og har adskillige gange gennem årene haft en rød TL-fane med til demonstrationer, arbejdsnedlæggelser og 1. maj.

Han husker blandt andet turene gennem Aalborg, hvor han og andre TL'ere gik flere kilometer med fanen.

“Det er jo faktisk lidt hårdt, hvis det blæser. Det er en tung sag. Man skal vide, hvad man gør,” siger han.

Derfor skiftedes han og andre fagligt aktive til at bære fanen. Ellers kunne man godt ende med ondt i ryggen, forklarer han.

Fanen minder også Peter Thyregod om en sørgelig dag. Da en af hans tidligere næstformænd pludselig døde, tog de fanerne med i kirken. Her sang de også Når jeg ser et rødt flag smælde.

“Det var meget specielt,” siger han.

Kampsangen har fulgt ham gennem mange år i TL. Han husker, hvordan hovedbestyrelsen tidligere sang forskellige sange, når de holdt møde. Til sidst besluttede de sig for at synge Når jeg ser et rødt flag smælde.

Peter Thyregod håber, at hovedbestyrelsen stadig holder fast i den tradition.

Glæder sig over ny fane

På årets kongres var der syv TL’ere, der hver bar en TL-fane ind i salen. Ud over Peter Thyregod med forbundets fane i hænderne var der faner fra hver af de fem regioner i TL. Og som noget nyt i år var der også en fane fra TL Ungdom.    

“Det er fantastisk glædeligt,” siger Peter Thyregod om TL Ungdoms nye fane. 

Han tænker tilbage på, at TL tidligere har haft en ungdomsorganisation, men at det var svært at holde den i gang, når de aktive blev ældre. Derfor håber han, at de unge denne gang har fået skabt noget, der kan fortsætte.

“Generationer taler forskellige sprog. Det nytter ikke noget, at sådan en som jeg går ud på skolerne og fortæller, hvor vigtigt det er at være medlem af en fagforening. Jeg har noget i kufferten, som de måske slet ikke kan genkende,” siger 70-årige Peter Thyregod.  

TL er fællesskab

I sin tid uddannede han sig til kemotekniker i Odense. Senere flyttede han til Nordjylland, hvor han arbejdede med Forsvarets jagerfly. 

Han var ny i landsdelen og ville gerne lære folk at kende. Derfor begyndte han at engagere sig på arbejdspladsen, hvor han blev tillidsrepræsentant.

Siden kom han i bestyrelsen og blev formand for den lokale TL-afdeling. Han sad også i TL's hovedbestyrelse og forretningsudvalg.

Da Peter Thyregod begyndte sit faglige arbejde, talte man ofte om, hvorvidt fagforeningen kunne overleve, hvis medlemstallet blev ved med at falde, fortæller han.

“Vi har klaret os igennem nogle kriser. De er ikke overstået, men vi lever stadigvæk,” siger han og konstaterer om sine mange år i TL:

“Det har først og fremmest betydet et fællesskab.” 

Holder fast i gammel vane

Han slap tøjlerne i 2022 og gik på pension. Men han kommer stadig til TL's generalforsamlinger og følger med i fagforeningens arbejde.

Og når han er til demonstrationer, har han stadig en gammel vane:

“Jeg kigger efter, om der er en TL-fane i nærheden. Det gør man helt uvilkårligt.”