Du kan nu afgive din stemme om OK25-resultatet

Fritvalg: Sådan undgår du at blive snydt

Du kan ikke altid regne med, at din arbejdsgiver har styr på beregningerne, når det gælder din fritvalgskonto. Tobias Moberg Naver er advokat i TL og giver dig her fem gode råd.

Arbejdsliv
Af Ditte Damsgaard

Rettelse: det fremgik oprindeligt af denne artikel, at der også skal regnes fritvalg af ferietillæg og feriepenge af fritvalg. Det var en fejl, og det er nu rettet. 

Hvis du bruger din fritvalgsordning på løn eller frihed, skal du være opmærksom på, om du går glip af penge.

TL har set flere eksempler på, at virksomheder har beregnet fritvalg forkert, forklarer advokat i TL Tobias Moberg Naver.

 ”Mange udregner fritvalg uden skifteholdstillæg og bonus. Derved bliver beløbet på fritvalgskontoen lavere. Det skyldes ofte administrationsfejl, hvor de variable løndele ikke tages med i beregningen. En virksomhed beregner fritvalg ud fra lønkoder, og her sker det, at ikke alle lønkoder er sat til at indgå i det beløb, som der beregnes fritvalg af,” siger han og tilføjer, at der skal også skal regnes pension af fritvalg. 

Tobias Moberg Naver har fem gode råd til, hvordan du får de fritvalgspenge, som du har ret til. 

Undgå at blive snydt

  1. Kig på din lønseddel og se, hvad der er overført til fritvalgskontoen én bestemt måned. Beregn 9% af summen af både grundløn, bonus og sammenlign med det, der er indbetalt. Matcher tallene? Du kan med fordel bruge maj eller august, hvor ferietillægget typisk udbetales. Husk dog at vælge en måned, hvor du ikke har afholdt ferie, da løn under ferie ikke giver ret til fritvalg.
  2. Nogle virksomheder skriver ikke beløbet, der bliver overført hver måned, men i stedet blot det samlede beløb på fritvalgskontoen. Her skal du selv trække beløbene fra hinanden fra en måned til den næste og se, om beløbets størrelse svarer til 9% af din samlede lønpakke. Du kan også sende din lønseddel til TL, så hjælper vi med at tjekke, om fritvalgen er korrekt beregnet.
  3. Husk at der skal beregnes pension af fritvalg. Pensionen skal indbetales til din pensions­opsparing, allerede når du optjener fritvalgsbeløbet, og altså ikke først når det udbetales. Dette gælder dog ikke, hvis du allerede har valgt, at din fritvalg skal indsættes på din pensionsopsparing. Til gengæld vil man ofte skulle betale mindre i skat, når beløbet udbetales gennem ens ratepension, end hvis det var blevet udbetalt som løn.
  4. Bruger du fritvalg på ekstra frihed, vælger du at få udbetalt enten et valgfrit beløb eller et beløb svarende til løn under sygdom for den pågældende feriedag. Husk at tjekke, at der enten er beregnet pension ved optjeningen af fritvalg, eller som minimum senest når fritvalg udbetales. Du skal også huske at tjekke, at fridagen er værdisat korrekt, hvis du vælger kun at få udbetaling svarende til den afholdte fridag. Hvis du er i tvivl om det rigtige beløb er trukket, kan du altid kontakte TL.
  5. Du kan både bruge din fritvalgskonto og din pensionsindbetaling på seniordage, hvis der er under fem år, til du kan gå på folkepension. Det kan være en god løsning for mange. For at gøre brug af dette skal du lave en lokalaftale med din arbejdsgiver om de faste seniordage. Når I har aftalt vilkårene for seniorordningen, har du nemlig ret til ekstra fridage og skal derfor ikke bede om fri, som du normalt skal med ekstra frihed fra fritvalgs­kontoen. På den måde er du sikker på at få det antal fridage, du ønsker. Du skal dog stadig aftale med din arbejdsgiver, hvornår fridagene skal placeres.