Du får ikke så meget som én krone i skattefradrag, når du sætter penge ind på en såkaldt aldersopsparing.
Men selv om det måske langtfra lyder som den mest attraktive måde at spare op til din pension på, kan der faktisk være en stor økonomisk gevinst at hente.
For nogle kan gevinsten endda løbe op i flere hundrede tusinde kroner.
Læs med og se, om der også kan være en gevinst for dig.
Rekordmange penge på aldersopsparingen
Aldersopsparingen vinder frem blandt danskerne.
I 2025 satte danskerne 15,4 milliarder kroner ind på aldersopsparinger, viser tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension.
Men hvorfor er aldersopsparingen økonomisk lukrativ?
Hvad er forskellen på aldersopsparing og ratepension?
Hver måned betaler du og din arbejdsgiver formentlig penge ind på din pension.
Men det er langt fra ligegyldigt, hvilken type pensionsopsparing pengene ender på. For sætter du og din arbejdsgiver penge ind på din ratepension eller livsvarige pension, får du et skattefradrag for indbetalingen. Til gengæld skal du betale skat, når du skal have denne pension udbetalt.
Med aldersopsparingen er det omvendt.
Her får du ikke fradrag, når pengene bliver sat ind. Til gengæld skal du hverken betale skat eller afgift, når du får pengene udbetalt.
Hvad er fordelen ved aldersopsparing?
Og aldersopsparingen har faktisk endnu en fordel, som kan få stor betydning senere:
Pengene fra din aldersopsparing bliver ikke modregnet i din folkepension. Udbetalinger fra eksempelvis din ratepension kan derimod have betydning for dit pensionstillæg.
Du skal dog løbende betale skat af dit afkast på aldersopsparingen, ligesom du skal gøre det med dine andre pensionsopsparinger.
Forskellen kan blive 309.200 kroner
Hvor stor en forskel kan en aldersopsparing så gøre for din økonomi som pensionist?
Det har Danmarks største pensionsselskab, PFA, regnet på, viser en ny artikel fra mediet Euroinvestor.
PFA tager i et konkret eksempel udgangspunkt i en 27-årig, der tjener 35.000 kroner om måneden i løn og samlet får indbetalt 15 procent af lønnen til sin pension.
Når aldersopsparing indgår i pensionsopsparingen, kan den 27-årige efter 22 år som pensionist stå med en samlet gevinst på 309.200 kroner efter skat ifølge beregningen fra PFA.
De 309.200 kroner skyldes vel at mærke ikke, at pengene på aldersopsparingen får et højere afkast.
Fordelen opstår især, fordi udbetalingerne fra aldersopsparingen ikke bliver modregnet i folkepensionen. I PFAs eksempel betyder det, at den 27-årige senere kan få mere i pensionstillæg.
Langt højere løn vender regnestykket
Men inden du konkluderer, at aldersopsparing altid er en god forretning, er det vigtigt, at du kaster et blik på din lønseddel.
For hvis du har en langt højere løn, kan regnestykket se helt anderledes ud.
PFA har også regnet på en 27-årig, der tjener 67.000 kroner om måneden. I det eksempel ender aldersopsparingen med at give et minus på 305.700 kroner efter skat, viser artiklen fra Euroinvestor.
Forklaringen er blandt andet, at værdien af skattefradraget på de andre pensionsordninger vejer tungere ved den højere indkomst.
Ifølge PFA ligger skæringspunktet i deres beregninger ved en årsløn på cirka 700.000 kroner.
Husk: Din løn er ikke det eneste, der har betydning. Blandt andet din alder, civilstand og øvrige pensionsopsparing kan også påvirke regnestykket.
Læs også: Mange TL'ere slipper for topskat i 2026: Sådan vil de bruge skattelettelsen
Hvor meget må man sætte ind på en aldersopsparing?
Du skal være opmærksom på, at selv hvis en aldersopsparing giver mening for dig, så kan du ikke frit flytte hele din pensionsopsparing over på den.
I 2026 må du som udgangspunkt sætte 9.900 kroner ind på din aldersopsparing om året. Medmindre du altså har højst syv år til din folkepensionsalder. I så fald kan du indbetale op til 64.200 kroner i 2026.
Husk: Der gælder dog særlige regler, hvis du allerede er begyndt at få udbetalt penge fra visse pensionsordninger. I nogle tilfælde kan du derfor stadig kun indbetale det lave beløb.
Læs også: Fagbladet Teknikeren har tidligere samlet de vigtigste pensionsregler og beløbsgrænser i 2026
Har du selv en aldersopsparing?
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du overhovedet har en aldersopsparing, kan du logge ind hos dit eget pensionsselskab.
Her kan du blandt andet se, om din og din arbejdsgivers indbetaling til din pension ender på en ratepension, livsvarig pension eller en aldersopsparing.
Husk: Har du pensionsopsparinger flere steder, kan du få et samlet overblik på PensionsInfo.