Hvad drømmer du om?
Mere fokus på det fysiske arbejdsmiljø
Dorthe Møller Petersen, byggesagsbehandler i Tønder Kommune
”Det er godt at drømme, men drømme skal være realiserbare. Jeg synes, TL har meget fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Og det er godt. Men jeg kunne godt tænke mig mere fokus på den fysiske sundhed på arbejdspladsen. På min arbejdsplads bruger vi f.eks. en time om ugen på motion. Det er godt at få strakt de ømme muskler i nakken, og så giver det ofte anledning til grin. Det gør det lettere at gå til hinanden i hverdagen.”
4 dages arbejdsuge, men med færre timer
Brian Kousgaard Kristensen, produktionsleder på den Danske Scenekunstskole
”Jeg synes, det er et godt kongrestema. Drømme skaber fremtiden. Hvis fagbevægelsen ikke tør drømme, så dør den. Vi bliver nødt til at tænke nyt. Personligt drømmer jeg om en 4-dages arbejdsuge, men vi skal også turde lade produktionen falde – til gengæld for gevinster, som f.eks. et mindre belastet sundhedsvæsen. Jeg tror ikke på en 37-timers arbejdsuge på fire dage. Det vil blot føre til nedslidning og stress. Vi skal ned i timer. Men om det skal være 35 timer eller 32 timer vil jeg lade eksperter om at afgøre.”
Fleksibilitet er vigtigt for mig
Áskell Valur Helgason, Quality Management Specialist, Thyregod Bygningsindustri A/S
”Personligt er min drøm at være glad for mit arbejde. Hvad, der gør mig glad, vil dog ændre sig over tid. Men lige nu er det fleksibilitet. At jeg selv i stor udstrækning kan tilrettelægge mine arbejdstider. F.eks. vil jeg hellere møde klokken 7 de fleste dage - og gå tidligt. Og at jeg kan arbejde hjemme fra nogle dage.”