De hjælper kollegerne – men hvem hjælper dem?

Når der opstår problemer på arbejdspladsen, kan de tillidsvalgte være en vigtig støtte. Men hvem støtter dem? Tre tillidsvalgte fortæller, hvad de har brug for fra TL.

Arbejdsliv
Karina Egebjerg er tillidsrepræsentant i Horsens Kommune. Det giver hende tryghed at vide, at hun kan få hjælp og sparring fra TL, når hun har brug for det. Foto: Teknikeren.
Af Morten Halskov

Når der sker store forandringer på en arbejdsplads, kan tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter spille en vigtig rolle for kollegerne. Men de skal også selv have hjælp til at løfte opgaven.

I artiklen Tillidsvalgt i en forandringstid fortalte tre TL-medlemmer om deres rolle som tillidsvalgte, og hvordan deres eget arbejdsliv forandrer sig.

Vi har også spurgt dem, hvad de har brug for fra TL. Svarene spænder fra juridisk opbakning og bedre vilkår til fysisk efteruddannelse og trygheden ved at have en fagforening i ryggen.

Henrik Baad

Alder: 60 

Uddannelse: Elektroniktekniker

Arbejdsplads: Vejdirektoratet

Hverv: Tillidsrepræsentant

 

Hvad har du brug for fra TL, når dit arbejdsliv forandrer sig?

”Jeg har brug for, at TL bakker mig op ved kritiske personalesituationer, som jeg ikke selv kan bistå 100% omkring. Det kunne være omkring jura.

Men jeg har også brug for, at TL løbende tilgodeser os som ansatte under vores overenskomst, og at vi fortsat har en attraktiv pension, men også gerne arbejder på, vi får goder som sundhedsordning og andet.

Jeg mener, TL skal kæmpe for, at vi TR’ere på statsområdet også bliver honoreret for tillidsmandsposten på lige fod med andre danske virksomheder og regioner.”

Læs også:  Kastet ud i konflikterne

Rico Jensen blev hurtigt kastet ud i svære situationer som ny tillidsrepræsentant. Læs, hvordan uddannelse og sparring fra TL hjalp ham.

Kent Pedersen

Alder: 63  

Uddannelse: Maskin- og driftstekniker

Arbejdsplads: Jugo-Dan

Hverv: Arbejdsmiljørepræsentant

 

Hvad har du brug for fra TL, når dit arbejdsliv forandrer sig?

”Jeg synes, TL er gode til at tilbyde efteruddannelse og webinarer. Men jeg kunne godt tænke mig, at noget mere af efteruddannelsen foregik fysisk i stedet for online.

Jeg er nok lidt den gamle skole på den måde. Jeg lærer bedst, når man mødes og kan snakke med hinanden om tingene.”

Karina Egebjerg

Alder: 52  

Uddannelse: Teknisk designer

Arbejdsplads: Horsens Kommune

Hverv: Tillidsrepræsentant

 

Hvad har du brug for fra TL, når dit arbejdsliv forandrer sig?

”For mig giver det en særlig tryghed at være en del af TL. Jeg har ikke nødvendigvis brug for deres hjælp i det daglige, men jeg ved, at de altid står klar, hvis jeg får brug for sparring eller hjælp.

Det betyder især meget i min rolle som tillidsrepræsentant. Hvis jeg står med et spørgsmål i forbindelse med mit arbejde som TR, eller hvis et medlem har brug for hjælp, ved jeg, at jeg kan række ud til TL og få den nødvendige støtte og vejledning.

Det giver mig en sikkerhed i rollen, fordi jeg ikke står alene med ansvaret. Jeg ved, at der er nogen bag mig, som har erfaringen og kompetencerne til at hjælpe, når der opstår en situation, jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal håndtere.”

Læs også: Jeg ville ikke være tillidsrepræsentant 

Mona Andersen skulle kun være tillidsrepræsentant midlertidigt. Mere end 15 år senere er hun stadig i rollen – og glad for at have TL i ryggen.